Så længe tøjet ikke gør comeback, går det nok

Rap-metal. Bare at nævne genren vil give visse metalfans PTSD-flashbacks til nu-metallens storhedstid og alle de jammerlige og talentløse Limp Bizkit-kloner, som datiden fostrede og, heldigvis, åd igen. Men nu da metalcoren i den senere tid er begyndt at genopdage netop nu-metallen, så er rap-metallen også begyndt at røre på sig igen. Blandt andet via engelske Hacktivist. Det er dog ikke Hacktivist, der er i søgelyset i dag, men Gavin Mistry og Jakob Harris, der tilsammen udgør den danske duo Gradience. De har netop udgivet debut-ep'en Ironsight, som på sin vis prøver at gøre op med nu- og rap-metallens evige makkerskab.

Masser af skridt i den rigtige retning

I stedet prøver Gradience at gøre en rød tråd gennem trap rap, metalcore, deathcore og black metal. En lyd der ifølge duoen er totalt unik og enestående. Et ambitiøst projekt, men om ikke andet, så virker beskrivelsen da ganske interessant.

Det, der dog først og fremmest springer i ørene på Ironsights, er produktionen. Hvad end det er mørk synth trap på “This Abyss”, gazede Mølificerede omkvæd, titelnummerets Linkin Park-core, eller det sorte småsymfoniske deathcore på “It’s All Black”, så rammer Gradience og producer Chris Kreutzfeldt hovedet på sømmet i forhold til vellyd. At flowet hos vokalist Gavin Mistry minder om Coolios mørke “Gangsta’s Paradise” æra godt smurt af en god gang Lurpak a la The Weeknd, gør bestemt ikke sagen ringere. Der, hvor Ironsight dog topper, er på lukkeren “It's All Black”. Her får den instrumentale halvdel af duoen, Jakob Harris, for alvor hele paletten af rap, core og black til at skinne. Synth og strygere i skøn forening, kværnende chugs, et omkvæd, som brager til himmels med armbevægelser som Lorna Shore og så lige et kort, men beskidt, breakdown a la Thrown. Jeg har ikke hørt alt dansk rap-metal, men jeg tør godt sige, at “It's All Black” er i superligaen af dansk rap metal.

Hvad, der til gengæld må nøjes med divisionsopgør, er “Blindsided”, titelnummeret og “Love Me and Lie”. Førstnævnte er gæstet af Cabal og lyder som et totalt unødvendigt og lettere dovent rework af “Innocent Blood”, og titelnummeret har en umiskendelig klang af nu-metallisk P.O.D. og Linkin Park-core, som kun differentierer sig fra idolerne ved at skrue op for tyngden. Helt igennem træls bliver det dog på den Between Oceans-agtige “Love Me and Lie”. Anonymiteten er i højsædet, når Gradience mener, at verden har brug for endnu en følsom og totalt ligegyldig metalcore-ballade, der rammer følelsesregistret lige så hårdt som en toårig bevæbnet med 100 meter bobleplast. Ja, C-stykkets Humanity's Last Breath-stil er en glimrende hjertestarter, men defibrilleringen indtræder desværre et par minutter for sent.

Et nyt håb

Hele holdet bag Ironsight har hænderne skruet ordentligt på, det er der slet ingen tvivl om. Ep'en oser af kvalitet på produktion, vokalt flow og musikalsk spændvidde, forståelse og integrering. Det lyder desværre bare til, at Gradience har slået et større brød op, end de kan bage. Opgøret med rap- og nu-metallens evige venskab tages ikke. Der er ganske vist noget nyt i at bringe det gazede og atmosfæriske udtryk ind i rap-metallen, men at rappe over diverse former for core har eksempelvis australske Deez Nuts gjort i over 15 år. Så skru ned for ambitionsniveauet og drømmen om at være enestående og unikke, Gradience, og nyd i stedet, at I har grundstenene til at blive uendeligt meget mere interessante end Natjager.