Fra det mørke Norge...

Den afdøde bassist Bøddels sidste bedrift inden sin død er en helstøbt affære, og tilsyneladende er guitarist mm. Infernus også kommet sig helt og aldeles over det retslige efterspil omhandlende retten til navnet Gorgoroth, for det eneste, bandet har med sig fra de seneste år, er den urokkelige stilsikkerhed.

...Med de mørke skove

Allerede fra første nummer med den mundrette titel "Radix Malorum", som betyder "roden til alt ondt", er en ting sikkert: Black metal ruster ikke. Til forskel fra deres forrige udspil har de ikke den der lidt transistoragtige lyd, som mange mener, er lige så vigtig en del af black som en tur i skoven.

Og det klæder dem helt enormt, for selvom den lidt fjernt lydende sound er indbegrebet af black, så sætter jeg altså stor pris på en ordentlig produktion. Og her står det heldigvis helt klart: Der er blevet drejet på de rigtige knapper, så vi ikke går glip af noget som helst. Vokalmæssigt er vi også ude i noget andet end det sædvanlige rævesaks inducerede hyl, der også er klassisk for Norges største eksportsucces. Og der klapper jeg i mine små poter, for Attereigner (tidligere Triumfall-vokalist) har et meget mere lavt toneleje a la Dark Funeral, og det fungerer virkelig godt. Når man så også opdager, de har mod på at skele lidt til andre genrer og formår at holde det på et acceptabelt niveau, så kan jeg næsten ikke få armene ned. For igen at fremhæve åbningsnummeret, præsterer de at lave en glidende overgang til et meget overbevisende stykke med død, og jeg kan næsten ikke andet end at synes, død og black er det smukkeste par på den sorte løber.

Ydermere er der blevet nikket lidt til Bach i nummeret "Come Night", som også er et interessant studie i, hvordan man spiller overbevisende black. Der gemmer sig flere musikalske løjer rundt omkring på skiven, nogle ganske overraskende, men fælles for dem alle er, at de er inkorporeret i den genre, der er det overordnede tema på pladen - som i sig selv er et studie i, hvordan man formår at blande genrerne, uden det bliver påtaget. Desværre fortaber den sidste halvdel af pladen sig lidt i glemslens tåger, det er ikke fordi, det er dårligt på nogen måde, den har bare svært ved at leve op til den første halvdel.

Trve kvlt

Black metal er en spøjs størrelse, der er klart definerede rammer for, hvordan det skal lyde, se ud, produceres. Det er muligvis den eneste genre, hvor konceptet bag er vigtigere end musikken. Men netop fordi black metal er så statisk en størrelse, må den ikke ende med at stagnere. Det er op til musikerne selv at bryde ud af de kasser, stifterne af svart metal placerede sig selv i. Det er klart en niche, men hvis black skal overleve sig selv, skal der tænkes ud af førnævnte kasser, og der synes jeg, Gorgoroth har gjort alle en tjeneste ved at bevare essensen af sit ophav, men samtidig turde udfordre de indsnævrede krav, der stilles til et black metal-band. Jeg har i hvert tilfælde genfundet min kærlighed til den genre der, for mig, startede det hele.