En omgang kreative kattedyr, der ikke vil sættes i bå

Supergruppe, selvudgivelse og selskab

Forventningerne er tårnhøje, når en såkaldt ”supergruppe” bliver dannet og skal levere materiale for første gang – og Good Tiger er da ingen undtagelse! Her har en håndfuld velkendte ansigter slået pjalterne sammen, nemlig Elliot Coleman, Derya ”Dez” Nagle, Joaquin Ardiles, Morgan Sinclair og Alex Rüdinger, der tilsammen kan skrive bl.a. Architects, The Faceless, TesseracT og The Safety Fire på CV’et. Egentligt debuterede gutterne allerede i 2015, da de på egen hånd producerede og udgav A Head Full of Moonlight, men nu er de blevet lukket ind i varmen hos ingen ringere end Metal Blade, hvorfor de er klar med en genudgivelse.

Kattekongerne krones

Jeg må sige, at A Head Full of Moonlight er en sær affære, jeg ikke helt forstod de første mange gange – genreforvirringen er total. Jeg blev dog klogere og det gik op for mig, at det måske netop er meningen! Denne katteklub vil ikke bures inde i en bestemt genrekasse, men sprænger rammerne og skaber deres helt egen form for kattejammer – bl.a. ved at eksperimentere med indierock, prog, metalcore og sågar pop. Meget sigende for stilen er åbningsnummeret ”Where Are the Birds”, der oven i hatten er ét af pladens absolut stærkeste numre.

En anden ting, der ikke kan gå uberørt hen og som i første omgang forstyrrede min oplevelse af skiven, er Colemans meget hmm.. unikke stemme. Ser vi bort fra de få sekunders beskidt vokal, vi får smidt efter os i ”Snake Oil”, ”All Her Own Teeth” og ”’67 Pontiac Firebird”, lyder han altså mest af alt som en lille dreng hvis stemme aldrig gik i overgang. Det er på alle måder en underlig oplevelse, der – for mig i hvert fald – krævede sin tilvænning, men så blev det til gengæld også rigtig smukt.

Hele omdrejningspunktet for skiven, synes at være denne atypiske vokal, der i symbiose med guitarduoen Dez og Ardiles’ ørehængende riffs og stemningsfulde melodier skaber et helt bestemt vibe, der emmer af noget eksperimenterende, kunstnerisk og modigt – hør bare midtersektionen af ”Aspirations” eller outroen til ”’67 Pontiac Firebird”.

Endnu stærkere synes jeg dog gutterne står på numre som ”Snake Oil”, ”Where Are the Birds” samt første del af ”’67 Pontiac Firebird”, hvor de fem tigere viser lidt mere tænder og tempo.

Generelt er hele pladen ekstremt velkomponeret, velovervejet og velspillet – hør bare guitararbejdet i ”Snake Oil” – wow!

Det spinder som en mis

Alt i alt er A Head Full of Moonlight et stærkt og innovativt debutudspil, der uden tvivl vil åbne mange døre – eller kattelemme – for Good Tiger: Kvaliteten er høj, og man kan mærke, at ingen af drengene er nye i branchen. For mig at se er det kritiske punkt Colemans vokal, som man enten elsker eller hader. Det er svært at sætte ord på, men er du til noget, der minder om Protest the Hero, og så alligevel ikke, skal du helt sikkert give Good Tiger en chance, for de har masser af vibe og kreativitet. De skaber deres egen stil, og for det skal de have hele 8 kranier herfra.