Glorior Belli  - The Great Southern Darkness

The Great Southern Darkness

· Udkom

Type:Album
Spilletid:48.08
Antal numre:11

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Så er opfølgeren til “Meet Us At The Southern Sign" endelig på gaden, og efter at have hørt de første par numre begyndte jeg at tvivle på om Glorior Belli på "The Great Southern Darkness" kunne leve op til forgængeren. Den tvivl blev gudskelov gjort til skamme og fra "Negative Incarnate" og fremefter træder Glorior Belli virkelig i karakter og jeg fangende den stemning, der er katalysator for dette album. Glorior Belli kan næppe karakteriseres som et traditionelt black metal band mere, selv om bandet fyrer op under kedlerne undervejs (hør blot " Bring Down The Cosmic Scheme"), men Glorior Belli lever især højt på deres simple guitarhooklines og til tider hypnotiske og messende riffs. I det hele taget er simpelt nok kodeordet, når man skal beskrive Glorior Belli, men det er langt fra ensbetydende med at "The Great Southern Darkness" ikke er et varieret udspil på trods af de forholdsvis simple musikalske virkemidler. Undervejs bliver der eksempelvis budt på bluesede/sydstatsrock ideer i samme numre som Glorior Belli lader infernalske black metal kraftudladninger komme i spil – uden at der på nogen måde bliver tale om genreforvirring i de enkelte numre.

Udover at skrive fængende og aggressive numre udmærker Glorior Belli sig ved at have fundet sig en lille ekstremmetallisk niche, hvor det meste er tilladt – om det så er den rene vokal ("The Great Southern Darkness" og "Horns In My Pathway"), det mere melodiske (eksempelvis den instrumentale "Chaos Manifested" og "Negative Incarnate") eller noget helt tredje der dyrkes, bliver det en essentiel del af de enkelte numre. Dertil skal nævnes det skramlede udtryk/produktionen som albummet er udstyret med som binder numrene sammen på ganske overbevisende maner.

"The Great Southern Darkness" er på en og samme tid fængende og kompromisløs og det fungerer fedt på det meste af albummet og albummet er noget af det bedste jeg har hørt i år og har klart været ventetiden værd. Er du til aggressiv, simpel og stemningsfuld musik er "The Great Southern Darkness" et af årets foreløbig bedste bud på dette.