Gift Giver - Shitlife

Shitlife

· Udkom

Type:Album
Genrer:Metalcore, Hardcore
Antal numre:10

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

InsertDetroit er andet end Kid Rock og Eminem

Detroit, Michigan er mest kendt for at have fostret navne som Kid Rock, Insane Clown Posse og hip hop-kunstneren, Eminem, men Gift Giver håber, at de kan tilføje endnu et navn til motorbyen’s musikscene med udgivelsen af deres første fuldlængde album ved navn Shitlife. Selvom bandet kun har eksisteret i cirka tre år og tidligere har udgivet EP’en, Daddy Issues, hvorpå de blandt andet totalt smadrede Pappa Roach’s ”Last Resort”, lyder Gift Giver i disse dage som en meget stram nu-metal-enhed.

Lorteliv på plade

Gift Giver spiller den form for deathcore uden brug af catchy hooklines, som hverken inspirerer én til at synge med eller lufte luftguitaren. Bandet ligger et sted mellem det uhøjtidelige partycore som eksempelvis Attila og deathcore-scenens favoritter, Emmure, men for det meste er albummet en udforskning af dét negativt ladede raseri, som Justin Johnsons sind synes fyldt af. Gift Giver spiller så knusende, dystert og tungt, at man virkelig får testet sin udholdenhed, og når titelnummeret smadrer dine højtalere, og sanger, Justin Johnson skriger "I just can't take any more, I got a gun in my mouth with my head on the floor", ved man godt, at det ikke bliver en behagelig plade at komme igennem.

Derfra bliver det bare mørkere og mere negativt med sange som ”Bastard” og ”Grudge”, der virkelig lyder lige så ondskabsfulde, som titlerne antyder. Genremæssigt lægger bandet sig op af de tidlige mørke nu-metal bands, og albummet har en aura omkring sig, der mest af alt minder om de første Korn albums tilført de brutale altødelæggende deathcore-elementer. Og apropos deathcore, gæsteoptræder Frakie Palmeri fra Emmure faktisk på sangen ”Loose Cannon”.

Shitlife er et solidt udspil med små fejl

Til trods for at bandet er relativt friske ansigter på nu-metal scenen, lyder Gift Giver som en flok veteraner inden for nu-metal genren, og Shitlife er i bund og grund et solidt album, der sikkert vil imponere fans af bands som The Acacia Strain og Emmure. Men selvom Gift Giver gør en helvedes masse rigtigt godt på Shitlife, har albummet efter min personlige overbevisning alligevel et par små fejl og mangler. For eksempel lyder Johnsons vokalarbejde generelt godt på hele pladen, men lejlighedsvis falder han tilbage i den alt for velkendte og kedelige rap metal, og dette afstikker en smule fra resten af albummet. Hvis Gift Giver derudover havde bearbejdet de til tider kedelige momenter, havde jeg nok også kastet et kranie mere efter dette debutalbum, men med disse faktorer taget i betragtning, bliver det ”kun” til otte kranier.

 

Tracklist

  1. Shitlife
  2. Trendkill
  3. Cursed
  4. Bastard
  5. Loose Cannon (featuring Frankie Palmeri)
  6. Hellhound
  7. Grudge
  8. Scumbag pt. 2
  9. Death Wish (featuring Tyler Dennen)
  10. Money $hot