Allerede???

Du kan med rette spørge, om ikke det var lige forleden, at heavymetal.dk anmeldte Fucked Ups sidste album? Korrekt. Another Day kom i august, og nu ligger Someday klar. Canadierne er et af de mest produktive orkestre overhovedet, målt i udgivelser kører de et kapløb med australske King Gizzard & the Lizard Wizard, og der skal en ægte kunstner til at sætte kvantitet lig kvalitet. Fucked Up har noget nær førstepladsen, når måleparameteren er kunstnerisk integritet, så måske kan de køre den hjem?

Megatron vs. Gigatron

Sammenlignet med Kong Gizz & Co. er 2024 ikke et godt år for Fucked Up. Kong Gizz springer med ekvilibrismens legende elegance rundt i genrer som en flue på en skidtstak. I år udkom Flight b741, der var en fjollet afstikker i Steve Millers baghave. På ingen måde deres bedste, men et bevis på mestrenes evne til at ubesværet at infiltrere naboens territorie. Den slags krumspring gør Fucked Up ingen ansatser til på Someday, nærmest en nedbrydning af sædvanen. Før skiftede de konstant udtryk. Den eneste iøjnefaldende ændring her er, at Abrahams allestedsnærværende rå hardcoreråb kun er at finde på et enkelte par numre. Således er diskografiens eneste fællesnævner retoucheret til en fodnote. Gæstevokalister overtager scenen og understreger desværre overgangen fra punk til et mere pop-rocket album:  ”Smoke Signals” og ”I Took My Mom To Sleep” fylder et stort skvæt pop i punken. ”Fellow Traveller” træder i balletsko lidt andre atmosfæriske veje og lyder som Torche. Det gør Someday ofte. Og nej, det er ikke Dave Grohls vokal, der høres på ”Grains of Paradise”.

Guitaren er optaget to måneder inden trommerne. Enten er der indspillet efter klik eller guitartempoet efterfølgende computerredigeret i nødvendigt omfang for at ramme tromme, som kom efter. Eller en kombination af begge muligheder. Det kan nok kun lade sig gøre, fordi albummets største fokus ikke er riff, men lydflager. Ganske som på storebror Another day giver synth og guitareffekter en nærmest ambient atmosfære. Rumklangen er rigeligt doseret, så guitar, bas og synth bløder ind i hinanden. Det er kun, når Abrahams atter råber sig selv tilbage i centrum på ”Man Without Qualities”, at Fucked Up bliver til Fucked Up igen. De skal sågu være det radiovenlige punkband med hardcorevokalen. Alt andet er at give køb på sin sjæl.

Load og Re-… nej tak

Under et bandnavn, der seriøst byder op til at mønstre mindst syv års galde, gør canadierne det stik modsatte. Nittestøvlerne er pænt placeret på dørmåtten til fordel for mormors hyggelige sutter. Abrahams får nærmest lov at vente udenfor, mens resten af bandet nyder momses småkager. At manden har raset godt ud tilbage i august, er ingen undskyldning for at sætte ham på reservebænken. Man savner hans barske bombardementer, som tydeligt sætter kolorit og atmosfære, når han ellers får lov. Det sker afgjort for lidt, og alene albummets lyd gør Someday til poppunk. Someday og Another Day, som jeg anser for at være britpop-segmentet i canadiernes diskografi, kan sidestilles med Load og Reload. Tvillinger, hvor storebror trækker læsset.