De finske trolde er tilbage i forrygende form

Fintroll er et af de mange finske folk metal bands med success. De skiller sig dog ud ved at kombinere folk med black metal. De blev dannet i 1997, og deres debut album udkom i 2001. Derefter blev de plaget af uheld, da deres guitarist fik en ondsindet knude i struben, og blev nødt til at trække sig. Men det vendte efter et års tid, og så gik det fremad (med undtagelse af en forsanger, som faldt ned fra en bro og døde). Nu har de så udgivet sjette studiealbum, Blodsvept, og det er bestemt ingen skuffelse.

Albummet lægger ud med titelnummeret "Blodsvept", hvor introen (formodentlig) er en trold, der løber, og dernæst brøler af en. Lige efter starter selve sangen så, og det går ganske fint. Sangen er meget solid, i et midt-tempo, og man kan sagtens høre deres brug af specielle instrumenter, uden at det tager overhånd. Lidt over halvvejs kommer der et stille stykke, noget som man ikke har set på i hvert fald Nifelvind, men det virker alligevel rigtig godt. Det giver mere variation, og bliver heller ikke brugt for meget, så energien er der hele vejen igennem. På andet nummer, "Ett Folk Förbannat", er tempoet sat op, og der er skruet lidt op for de specielle instrumenter. Det virker dog endnu bedre end før, og man kan, på trods af de stille stykker som ikke virker så godt her, stadig ikke lade være med at rocke med. Det samme kan man på tredje, fjerde og femte nummer, selvom tempoet er sat væsentlig ned. Desuden virker de rigtig godt, og er rigtig velpillede på hver deres måde, hvor nogle er mere dansevenlige end andre.

Syvende nummer, "Skogsdotter", er min personlige favorit. Den starter med en nærmest western-lignende intro, hvor specielt trommerne brillierer, og samspillet mellem guitar og specielle instrumenter er nærmest perfekt. Sådan er det gennem hele sangen, også når der kommer ekstra tempo på. Sangen går generelt meget hurtigt, og alle instrumenterne, samt vokalen spiller bare så perfekt sammen. Det er lige før, at denne ene sang løfter albummet, og står i hvert fald for det ene kranie. Sangen har dog ikke en speciel slutning, og glider bare over i den næste, som hedder "Häxbrygd" og er et af albummets mere stille sange. Den virker dog også rigtig godt. Næste unikke sang kommer lige bagefter i form af "Två Ormar", som har et præg jeg ikke rigtig kan sætte en finger på hvad er. Det minder mig om noget swing med lidt jazz, men I må ikke hænge mig op på det. Uanset hvad der er, så fungerer det dog super godt, og giver en stor del variation. Den glider over i andet sidste nummer, "Fanskapsfylld", som mest af alt er en fortsættelse, med lidt mere energi, og lidt mindre af det udsævanlige præg vi hørte på "Två Ormar". Albummet slutter med "Midvinterdraken", som har en stille intro. Her kommer trolden fra "Blodsvept" også igen. Sangen er en af de stille, men solide, og samtidig gør de rigtig godt brug af deres specielle instrumenter her, og det er også her det mest brutale stykke på albummet kommer, omtrent halvvejs gennem nummeret. Nummeret er en rigtig god afslutning på albummet, blandt andet på grund af trolden der kommer igen i starten, og laver en "hjemme igen"-følelse. Desuden er sangen er stille, men ikke det mest stille nummer på albummet.

Personligt kan jeg bedre lide Blodsvept, end jeg kan lide Nifelvind. Blodsvept er mere varieret, en tand mere lyttervenligt, men endnu federe. Det er mindre atmosfærisk, men det er nemmere at forestille sig sangen end det er på Nifelvind. Forsangerens growlen har ikke ændret sig særlig meget på Blodsvept, men den er dog tydeligere. Det growles dog stadig på svensk, så man kan ikke forstå særlig meget alligevel. Dette ses dog ikke som et kritikpunkt, og albummet får mine varmeste anbefalinger. Hvem ved, måske bliver det Fintrolls svar på Black Album?

Jeg kunne ikke finde Skogsdotter, så I må nøjes med det næstbedste: Titelnummeret Blodsvept.