Kært barn har mange navne
Fimbultyr er i den nordiske mytologi et af Odins mange tilnavne og betyder noget i retning af mægtig gud, og allerede ud fra navnet kan vi udelukke et hav af genrer. Jeg er altid nyfigen på at skulle høre noget metal, der beskæftiger sig med skandinavisk historie, da jeg er interesseret i begge dele, og derfor har jeg glædet mig rigtig meget til at skulle høre Niddikter igennem. Fimbultyr er et forholdsvist nyt band sammenlignet med så mange andre bands indenfor den type metal, men det vil jeg vove at ofre et øje på, man ikke kan høre.
Sort eller bare meget mørkt?
For d’herrer Fimbultyr spiller eddersparkme godt, selvom jeg synes, det halter lidt med deres black en gang imellem, og det forfalder til at blive viking a la Amon Amarth. Og det er absolut ikke skidt, men det forekommer mig en smule for letkøbt, sammenlignet med så mange andre vikinge-/black-bands. For eksempel minder trommerundgangen på ”Oförgätlig Erinran” kraftigt om de førnævnte svenske vikingemelodødsmetallere, og flere gange undervejs føler jeg, de har skelet lidt for meget til den skabelon. Men selvom jeg flere gange undervejs føler, de glemmer, de er et black metal-band, er der heldigvis meget at blive begejstret over på dette, deres kun andet album. Forsanger Christofer Säterdal har en næsten dyrisk vokal, der gør sig godt i den her sammenhæng, og på nummeret ”Bergtagen Af Sorg” synger han også for os og slipper næsten godt fra det. Jeg siger næsten, fordi han ikke er det store sangtalent, men jeg kan godt fornemme, hvad det er, han forsøger at opnå med sin ”clean” vokal, så jeg accepterer resultatet – simpelthen fordi, det er så godt et nummer. Det er melodisk og velkomponeret, overgangene fra de forskellige passager er glidende og bærer præg af at have ladet sig inspirere af andre, mindre hedenske former for black. Et nummer som ”Lindisfarne” fik mig dog op af stolen med sin voldsomt catchy intro, der til min store glæde viser sig at dukke op flere gange undervejs i nummeret, og det minder mig tilmed om en mindre psykotisk version af ”Elthe Kyrie” med Rotting Christ.
Der er flere steder undervejs, hvor jeg føler, de ikke kan bestemme sig for, hvad de egentlig vil spille, men jeg tilgiver dem, da det, de spiller, faktisk er rigtig godt. F.eks. er ”Skåda Hels Arme” virkelig fedt, og det marchinspirerede stykke giver glimrende mening i kombination med det efterfølgende klassiske black-stykke og er et af højdepunkterne på pladen. Afslutningsvis er jeg lige dele fascineret og forvirret over den sidste skæring med titlen ”Hedningens Tid”. Den byder på en lang og næsten blid intro, komplet med akustisk guitar og fløjtespil – det atmosfæriske er ikke en ubekendt størrelse indenfor black metal, men den virker indledningsvis en smule malplaceret. Det går dog over, da den bliver fusioneret med metallen, og det ender alligevel godt, for uanset hvad du vil mene om deres inspirationskilder, er resultatet godkendt.
Tr00 be or not tr00 be
Men hvordan kan et band både skuffe og begejstre på samme tid, tænker du? Det skal jeg såmænd sige dig. Det skuffer i den forstand, jeg sammenligner Niddikter med deres sidste udgivelse og andre bands, der bekender sig til black-/vikinge-genren, såsom Jotunspor, Månegarm og Thyrfing. Jeg hader at skulle erkende dette, men jeg føler, det er for let tilgængeligt og ikke mørkt nok. Men det begejstrer mig samtidig, da det stadig er en god oplevelse at opdage et band, der i den grad har omfavnet konceptet og synger på svensk. Så den er absolut godkendt, omend jeg havde ønsket mig, de havde holdt tungen lige i munden og ladet død være død.
