Er Fear Factory endelig tilbage med en plade, der holder?

Fear Factory fangede første gang min opmærksomhed, da de i 1995 udgav albummet, Demanufacture (1995), og de efterfølgende albums Obsolete (1998) og Degimortal (2001) var en tid, hvor bandet høstede kæmpe succes med deres industrielle metalstil.

Nu har frygtfabrikken udgivet deres 9. studie album, Genexus, hvor Mike Heller sidder bag trommerne, Tony Campos har indspillet bassen, og Dino Cazares håndterer guitaren, mens Burton C. Bell stadig skråler løs.

Efter at havde læst om det nye album, var der virkelig blevet lagt op til, at fabrikken nu endelig var vendt tilbage og havde lavet et album i stil med de 3 første udgivelser, der udkom for 20 år siden, så det helt store spørgsmål for undertegnede var, om dette virkelig skule være tilfældet.

10 sange, der leder tankerne tilbage til midt 90'erne

Albummet åbner med sangen, ”Autonomous Combat System”, der starter med en stille intro, som starter kampen imellem menneske og maskine, og derfra bliver vi holdt som gidsler i et hæsblæsende nummer, hvor blastbeats og maskinpistol-trommerne buldrer derudaf, mens Cazares’ evne til at sammensætte guitarriffs falder helt i hak med det mekaniske trommespil.

”Dielectric” starter ud med en lille synthesizer-produceret melodi, som følges godt op af et guitarriff, der er så stramt, at selv en maskine må give op. Vokalen er som tidligere en blanding af growl, råb og clean, og som Burton i øvrigt altid har kunnet levere (på plade i hvert fald).

Næste nævneværdige sang er titelnummeret ”Genexus”, som åbner med et hurtigt galop-riff, der kører synkront med trommerne, og især Bells stemme fungerer virkelig godt på dette nummer, hvilket også gør sangen til et af albummets bedste efter min vurdering.

Albummet lukkes ned med sangen ”Expiration Date”, der også er albummets længste med en varighed på over 8 minutter. Sangen har en super fed intro med masser af synthesizer og alt muligt andet elektronisk udstyr, og denne sang skiller sig i den grad ud fra resten af albummet, da der også er noget new wave over den.

Det er som om, Burton forsøger at genvinde noget af den vokale rækkevidde, han tidligere var i besiddelse af, hvilket jeg bestemt ikke klager over, for det får kun mine tanker tilbage til deres storhedstid i midt 90'erne.

Nostalgien lever videre.. det samme gør Fear Factory

Jeg kan ikke gøre for det, men når jeg lytter til albummet, bliver jeg helt nostalgisk og sidder med en følelse af at være tilbage på mit gamle værelse og lytte til Demanufacture igen.

Burton og Dino er gode sammen og det beviser de endelig igen. Ikke at albummet er bandets allerbedste, men det er virkelig solidt skruet sammen og bestemt værd at lytte til. Så efter at havde hørt albummet må jeg nu tilslutte mig koret af anmeldere, der mener, at Fear Factory nu endelig er tilbage, hvor de hører hjemme. Derfor kaster jeg også 8 kraner ind i maskinen og håber, at bandet snart igen lander på vores breddegrader.