Rigtig fornuftig brug af inspirationer
Esoteria er andet udspil fra det norske band Fatal Impact. Bandet angiver deres stil som heavy metal/power metal. Det er måske lidt svært at sætte en mærkat på musikken. Den første tanke går i retning af power metal, men der mangler nok lidt af den energi, der kendetegner meget power metal. Snarere er musikken lidt mørkere eller mere dyster – og sine steder noget tungere end power metal ofte ses.
Musikken er ganske varieret, hvor der varieres mellem tungt og heavy og mere ’flydende’ musik. Navnlig vokalen er meget varieret. Se for eksempel "The Arrival", hvor der varieres mellem en melodramatisk ’lidende’ stil og en stil, der mest minder om noget taget fra black metal. For nogle bliver det måske for meget, men det fremstår som bevidste og overvejede valg. På "End Time Theatre" hører jeg en vokal, der sine steder minder mig om Steffen Brandt fra hjemlige TV2. Jo, spændvidden er stor, og det gør i sig selv, at Esoteria bør gives et lyt af folk, der interesserer sig for vokalarbejde.
Der er flere meget dragende passager – i sagens natur ofte omkring omkvæd. Jeg synes ikke, man kan tale om ørehængere, som man kan gå og nynne; snarere fremstår en anelse for komplekse til det, og således gives der snarere lyst til at høre dem igen. Som bare nogle eksempler kunne henvises til "End Time Theatre", "The Blind Man’s Eye" og Esoteriasmåske bedste (og virkelig gode!): "Funeral".
Hvis jeg skal komme med en sammenligning med et andet band, vil det være Nevermore (med en lidt mere melodisk tilgang). Det er faktisk nok slet ikke noget dårligt sammenligningsgrundlag. Og her nærmer vi os så Esoterias største problem: Referencerne. Jeg hører mange referencer til andre bands, når jeg lytter til Esoteria. Det er der intet ondt i! For det vil være forkert – helt forkert – at tale om Fatal Impact, som et kopiband. Elementerne indarbejdes i en egenart, der fortjener anerkendelse. Men selvom Fatal Impact helt sikkert ved, hvordan man laver musik, så er de trods alt ikke for eksempel Warrel Dane eller Jeff Loomis. Således skal jeg tage mig selv i nakken for ikke at begynde at tænke på andre bands eller ligefrem skifte. For eksempel får noget af vokalen på "Verity of Splendor" mig til at tænke på Therions Vovin – og så er den ved at blive sat på.
Samlet er Esoteria en rigtig spændende udgivelse fra et band, som ikke er nyskabende, men som heller ikke bare flyder med strømmen. Det kan alt efter temperament også betragtes som en styrke, at Esoteria så at sige ’kræver’ at man forholder sig til den. Men det må i min bog trække lidt ned, at jeg ofte får lyst til at sætte en anden plade på, og dermed ender vi på 7, med en samtidig opfordring til fans af Nevermore og andre, der godt kan lide vokalarbejde og gode kompositioner, til at give Esoteria et lyt.
Jeg har desværre ikke kunnet finde mere end denne korte teaser, der desværre ikke rigtig viser de kvaliteter, som er at finde på Esoteria: