Hvad er tid?

Den amerikanske fysikprofessor John Wheeler forsøger at definere tid ved at sige, at den er naturens måde at undgå, at alting sker på én gang. Men både natur og tidsbegreb udfordres på Fallujahs nye album Empyrian. Ofte sidder man med en fornemmelse af, at alting sker på én gang, og at naturens kræfter er sat ud af spil. At lagene i musikken er uendelige, og at der for hver gennemspilning er nye musikalske landskaber at opdage.

I tre uger har drengene fra San Francisco kørt på repeat i mine alt for gamle slidte Bose-hovedtelefoner. Ti numre, en milliard guitarskalaer, arpeggioer og alverdens synkoperinger – og ikke mindst slap-bass nok til at få mine kinder til at blafre herfra og ind i dødstechmetalriget.

Tiden har spillet en afgørende rolle for denne anmeldelse, og jeg tør godt indrømme, at jeg ikke var stor fan af denne skive til at begynde med. Men det har ændret sig. Markant.

Endorfiner på himmelflugt

Fallujah består af guitarguruen Scott Carstairs, bassisten Evan Brewer, trommeslageren Andrew Baird og den nye sanger Kyle Schaefer. Deres tekniske formåen er helt og aldeles mindblowing, ligesom bandets musikalske ideer og numrenes kompositoriske struktur er af allerbedste cru. Så det nytter altså ikke at skåle i hvidvin og lytte med et halvt øre, som det er blevet kutyme på en vis aarhusiansk festival – der skal lyttes. Intenst. Igen. Og. Igen.

Numrene er skrevet under lockdown og mixet og mastered i MRL Studios i Nashville over en periode på syv måneder. Produceren er Marc Lewis, som også har produceret bandets to forrige udgivelser. Stereobilledet er noget helt for sig, og bare arbejdet med guitarens skiftende placering i lydbilledet er nok til at sende hjernens endorfiner på himmelflugt igen og igen. Når altså først man har opdaget det. For der er mange, mange, mange andre momenter at lytte til i de 52 minutter og 11 sekunder, Empyrean varer. Grove, grusomme, gnavne guitarriff fra start til slut – akkompagneret af en kvartet, hvor alle medlemmers tekniske formåen komplementerer hinanden i en grad, så man skulle tro, de havde spillet sammen forever. Bassisten Evan brewer – et af bandets nye medlemmer, som har spillet sammen med en anden af, ja, vel verdens bedste guitarister lige nu, Tosin Abasi, leverer det mest overbevisende basspil, jeg har hørt på en death-tech-plade ever. Punktum. Ikke bare er han et bæst af en tekniker på bassen, han er så gennemmusikalsk, at han tilføjer Fallujah et lag, som de ikke har været i nærheden af før – heller ikke på deres hidtil bedste udspil Dreamless fra 2016. Hør for eksempel hvordan han hamrer sig igennem muren af blastbeats på albummets første skæring, eller hvordan han med tilpas nænsom slap-bass bidrager til det atmosfæriske og formidabelt virkende mellemstykke i “Embrace Oblivion” lidt over tre minutter henne i nummeret.

Scott Carstairs, bandets grundlægger, er erklæret fan af mastodonterne fra Meshuggah, og mon ikke han har hørt nummeret “Bleed” mere end en gang – det lyder sådan i instrumentalnummeret “Celestial Resonance”. Men det gør ikke noget. Han er sin egen og spiller sig i dette album op blandt de allerbedste guitarister indenfor genren. Og så har jeg ikke engang nævnt bandets ældste medlem (udover grundlæggeren Scott Carstairs), som med sin håndtering af trommer og percussion danner hele grundlaget for den lyd, der nu cementeres som Fallujahs. Eller den nye sanger Kyle Schaefer, som på rekordtid har fundet helt ind til bandets DNA og leverer growl, screams og cleanvocals, som om han aldrig havde gjort andet (og det har han faktisk …). Fallujah er efter 15 år med skiftende line-ups i en killer-opstilling, man kun kan glæde sig til at se live, når bandet kommer på Europaturne til november i år. Så kan det også være, der kommer den sidste diskant og støj fra guitaren, lidt mere klik på stortrommen og lidt mere raslende vrede fra en baslyd, der på pladen fra tid til anden lyder som en jazzbas i et fusionsjazz-projekt, hvor det hele bliver lige lidt for lounge-agtigt.

Ingen frontloading her…

Fallujahs forrige udspil Undying Light, var for at sige det mildt skuffende, men måske også den dekonstruktion, der skulle til, for at bandet kunne vende tilbage til deres nuværende form. Empyrean hænger nemlig rigtig godt sammen, også selvom mixet er lige pænt nok til min smag. Der er ingen frontloading her, men et festfyrværkeri af død og tech fra start til slut. Det bliver kun bedre med tiden.

… og der er som bekendt ingen fremtid i at bruge nutiden på at ærgre sig over fortiden.