Symfonisk trolde-folk
Små hundrede kilometer nord for Kristiansand ligger et bjerg ved navn Fånefjell, som ifølge eneste anmeldelse på Google har en ”fantastisk utsikt”. Bjerget lægger desuden navn til den symfoniske black/folk-metalgruppe Faanefjell (antager jeg) fra Kristiansand, som oprindelig blev skabt af norske Kim Karlsen (guitar) og Benjamin Jørgensen (vokaler), godt hjulpet på vej af smøger og mjød. Deres interesse for folkemusik og trolde prægede 2014-debuten Trollmarsj til det punkt, at albummet besidder én fortællerstemme, to konverserende troldestemmer og flere folkemelodier end en ridderfestival. Begge skabere har imidlertid forladt bandet, som har valgt at hyre nye folk i form af Dag Haugland (vokal) og Peter Sjödin (guitar). Dovrefall er den nye sammensætnings ilddåb, og vores chance for at afdække, om fanen vajer på fjeldet (undskyld), eller om reformationen af Faanefjell er en faanefejl (undskyld igen).
Forandring til det bedre
Dovrefall er tydeligt forskellig fra debuten, idet de letgenkendelige folkemelodier er skåret væk, mens narrativet ikke længere tilvejebringes af deciderede fortællere, men i stedet udtrykkes i musikken. Rent musisk står Faanefjell stærkere efter disse ændringer, da de oftere mindede om tegneserier end krigsfilm, og således endte med at tage enhver dramatik ud af historiefortællingen. ”Styggedommen vaakner” lægger derfor også fra land uden omsvøb med blastbeasts og melodisk tremolo-riffing, mens baggrunden udgøres af strygere. Strukturmæssigt veksler sangen fint med tydeligt forskellige stykker, men i selve stykkerne er guitarværket halvdelen af tiden rimelig simpelt, og strygerne farer ikke meget bedre.
Opfølgeren ”Hat” (det betyder altså ”had” på norsk) følger op med et riff, der består af to forskellige akkorder i ligefrem tremolo-picking, afvekslet med et hårdere powerakkord-riff, som ligeledes er mere simpelt end effektivt. Ligesom deres forgængere rummer ”Frostbitt” og ”Svineslaktervisa” hver især bidder af guitarværk, der træder frem fra baggrunden, men kun vokalerne virker konsekvent inspirerede og engagerende hele vejen igennem. Den for mig ubeskrevne Haugland viser sig nemlig at være et uhyre, og hans alsidige growls bidrager i høj grad til den dramatik, jeg antager, at gruppen er ude efter. Ikke desto mindre har jeg svært ved at genkalde mig store dele af de første numre.
Kvaliteten stiger heldigvis som albummet skrider frem, og midternummeret ”Vindstille” beror på et turbulent guitartema til pludselig at fremtrylle en storm, som tager til i styrke på ”Murua vél”. Her skaber Faanefjell passager af hektisk og melodisk drama med spændingsfyldte temaer, og det symfoniske islæt tager sig også bedre ud, når det fungerer som supplement til eller afveksling fra de stykker, der skal bære sangene, frem for selv at være de stykker. Ikke alle sangene efter midten når gruppens absolutte topniveau, men når jeg om nogle år forhåbentlig sidder med Faanefjells tredje album, er det sangskrivningen fra anden halvdel, jeg vil have aftegnet i erindringen.
Fantastisk udsigt, men
Dovrefall er et anderledes og mere alvorligt album end Trollmarsj, og personligt hilser jeg ændringerne velkomne. At jeg ikke kaster flere kranier efter nordmændene skyldes, at de første fire sange er tydeligt mindre mindeværdige end de sidste fem. Navnlig de konventionelle black metal-stykker slår fejl, fordi det ikke lykkes symfonidelen at bære dem frem. Vejen frem er til gengæld klar, da de stormfulde guitarmelodier fra albummets anden halvdel bringer netop den spænding, albummet har brug for. Kan Faanefjell spille til denne styrke samtidig med, at de får kombinationen af black metal og symfoni til at arbejde til deres fordel, så finder det tredje album vej til min pladespiller.
