Genopbygning af det kendte
Dream Alive er fjerde album fra Excalion, der for nyligt er kravlet ud af et syv år gammelt vinterhi. De har blandt andet brugt de syv år på at skifte forsanger, så de nu har Marcus Lång på vokal, hvor Jarmo Pääkkönen var med til at starte bandet og nu har valgt at prøve andre ting. Samtidig er der kommet en ny guitarist i Aleksi Hirvonen.
Tidligere har vokalen i Excalion været meget dyb og rund, hvor Marcus Lång har en markant anderledes vokal, så det er spændende, hvordan denne konstellation kommer til udtryk på Dream Alive.
Kan man skifte stil inden for power metal?
Dream Alive har som sagt været syv år undervejs, og med de nævnte rokeringer i bandet, lægges der op til store forandringer i både stilart, men så sandelig også i præsentation og udførelse af materialet. Selvom det stadig er Jarmo Myllyvirta, der er den drivende kraft i forbindelse med udarbejdelse af tekster og musik, så er det en anden tone, der skal bringe gamle tekster frem i verden.
Rent produktionsmæssigt sidder det her album lige i skabet. De forskellige elementer; guitar, trommer, bas, keyboard og lyrik passer rigtig godt sammen. Der er ikke noget, der skiller sig ud på den forkerte måde. Den nye mand på guitar, Aleksi Hirvonen, driver bandet rigtig godt frem og danner et fint samarbejde med både Henri Pirkkalainen på trommer og Jarmo Myllyvirta på keyboard. Der er både plads til guitarsoloer, der skal være i power metal, lidt leg på trommer og i ny og næ en keyboardsolo.
Der er to ting, hvor jeg synes, Dream Alive skiller sig ud. Opbygningen af selve albummets sange, hvor vi i power metal-verdenen er vant til ti sange, der bare kører derudad med 150 km/t, har de her valgt at bygge det op på en anden måde. Der er selvfølgelig de traditionelle sange, der netop skal ræse afsted med 150 km/t, som der startes med i ”Divergent Falling”, men fordi de vælger at køre et konceptalbum, kommer der lige pludselig et par ballader midt i det hele. ”Deadwater Bay” og ”The Firmament” viser, at Dream Alive ikke bare er et traditionelt power metal-band, men at Excalion har brugt syv år på andet end blot at skifte musikere ud. De har tænkt over fremtiden og forsøger sig med noget nyt.
Er en ny mand i front en fordel?
Dilemmaet omkring det her album er den ambivalente følelse, der opstår, når man hører det. Som sagt, musikken er rigtig god, teksterne er godt udarbejdet og kunne godt indbyde til fællessang til koncerter. Der hvor jeg synes den halter, er vokalen. Marcus Lång synger ikke dårligt. Jeg synes bare, hans stemme er skæv i forhold til denne form for power metal, som Excalion forsøger sig med. Samtidig synes jeg heller ikke, at hans accent er behagelig at høre på. Der er flere gange, hvor hans engelske udtale ødelægger helhedsindtrykket og trækker ens oplevelse af musikken ned. Jo, han kan godt synge godt power metal, men i samarbejde med musikken her på Dream Alive skiller hans stemme sig ud, på en negativ måde. Der er flere situationer, hvor hans stemme går for meget i screamo og andre gange, hvor den ikke følger musikken, som den skal. Det samlede indtryk bliver desværre ødelagt af vokalen, hvilket gør, jeg ender på seks kranier, men muligheden for et bedre produkt er klart til stede.
