Kong Evil d. 10.
Ifølge metalarchives.com eksisterer der intet mindre end ti metalbands, der enten er eller har været aktive under navnet Evil, og lur mig, om der ikke findes en god håndfuld mere verden over. Selv herhjemme i lille Danmark har vi også et Evil – det legendariske band, som udgav den klassiske ep Evil’s Message tilbage i 1984. Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor man vælger at give sit orkester et navn, der allerede er blevet brugt mere end flittigt af andre, men det er jo selvfølgelig op til kunstnerne selv. Evil fra Japan blev dannet i 2011 og har siden fødslen været ret aktive på udgivelsesfronten. Tre demoer, to splits, to livealbum og en enkelt fuldlængde er det blevet til, og nu er bandet igen aktuelle med deres nye studiealbum, Possessed by Evil.
En velsmurt håndmad
Jeg havde ikke kendskab til den japanske kvartet, inden jeg smed deres nye album på, men jeg kunne hurtigt konkludere, det her var ret meget ovre i en af mine boldgader: blackened thrash metal smagt til med både speed metal, potent heavy metal og ekstrem punk. Det er forholdsvis primitivt og ikke videre originalt, men energien er uden tvivl høj, spillelysten massiv, og så går det tilpas meget i nakken til, at man får lyst til at svinge de lange krøller mere end én gang undervejs.
Albummet langer den første knytnæve ud med den instrumentale ”The Cycle of Pain”, hvor man først får en lille trommeintro med hårdtslående blast beat og derefter guitar for alle pengene. Melodisk rytmeguitar og solo i et solidt punktempo. Det smager lidt af Iron Maiden, og det bliver ikke sidste gang, der sendes en tanke imod Steve Harris og co. på pladen. ”Yaksa” og ”Revenge” holder farten oppe, og den snerrende vokal bakker fint op om den aggressive beskidte udladning fra musikken. Det er som en blanding af Deströyer 666, Slayer, Hallows Eve og svenske Antichrist. ”Raizin” er derimod en mere melodisk heavy rocker, hvor man igen tydeligt kan høre heavy metal-inspirationerne. ”Paramount Evil” er et intenst spark af vild blackened thrash, og den efterfølgende ”Reaper” går rent hjem med iørefaldende main riff og ellers fuld gas på pedalen.
Sådan fortsætter vi ellers derudad på resten af albummet. Evil leverer den ene energiudladning efter den anden og kører maskineriet frem med masser af fandenivoldskhed og ikke mindst sans for at holde tingene på de rette hylder. Produktionen er passende for denne her type udskrab, hvor det gerne må knase lidt her og der, men hvor man stadig kan høre alt, hvad der foregår.
Passende brændstof til motoren
Når alt kommer til alt, har vi her med et album at gøre, der kører på den helt rigtige benzin til denne her type musik. Inspirationerne er tydelige, og selvom det som sagt ikke er originalt på nogen som helst måde, fungerer det bare afsindig godt. Det er, hvad det er. Evils måske stærkeste kort er, at de formår at skabe tilpas med variation hele vejen igennem (på nær sangtitlerne hvor ordet ’evil’ går igen på ikke mindre end 4 ud af de 12 sange!), så man ikke føler, det bare er den samme trædemølle på hvert nummer. Det er råt, aggressivt og velspillet, og deres måde at blande black, thrash, speed, heavy og punk sammen udgør en catchy lille knaldperle af et album. Forvent dog ikke en ny klassiker indenfor feltet, for selvom Possessed by Evil er en yderst habil skive, så mangler der dog lige de sidste klask med knojernet, før vi bøjer os helt ned i støvet. Jeg håber, bandet formår at indfange flere nye fans med denne her udgivelse, og hvis ikke deres navn får dem til at forsvinde lidt i mængden, burde det her album i hvert fald bringe en lille smule lys over kvartetten fra Tokyo.
