Der er så mange stærke elementer i dette band. Alligevel er resultatet ikke særlig godt.

Into Eternitys nyeste udspil er et konceptalbum, som bygger over de tragedier Tim Roth oplevede i 2006, hvor hans to bedste venner og hans far døde af kræft. Albummet har derfor fået titlen "The Incurable Tragedy".

Der er ingen tvivl om at fyrene her kan spille metal. Problemet er blot, at der er så utrolig mange tempo og rytme skift, at man bliver sindsygt forvirret som lytter. Man kan ikke kende forskel på numrene ud over deres omkvæd. Netop de forskellige omkvæd er albummets stærke side. Her holdes rytmen og tempoet godt og den rene vokal af Tim Roth er rigtig god. Stu Block tager sig af growl og scream på skiven og det burde han tage og stoppe med. Det lyder ikke særlig godt på noget tidspunkt og der er ingen styrke eller personlighed over det, hvilket gør det mere belastende at hører på, end lækkert.

En sidste ting som gør at dette album ikke er på min favorit liste er, at der bliver kogt utrolig meget suppe på Tim Roth tragedier. Jeg ved at det er et koncept album, hvilket medvirker til, at albummet omhandler disse tragedier, men det her er lidt for meget af det gode. Der er tre ballader, som hver er dedikeret til Tim Roths tab. Man kan direkte se det er dedikeret til disse, da datoen og årstallet for dødsfaldet er medtaget i sang titlerne. At skiven starter med baggrunds lyden af et hjerteslag og slutter med den ubehagelige lyd af et hjertestop, gengivet af et elektrokardiogram, det er sku lidt for meget for mig.

Havde Into Eternity valgt at lade Tim Roth synge, holdt et fast tempo og en fast rytme og så skruet ned for tragedie konceptet, så havde det sku nok været en helt fed skive, men sådan blev det ikke denne gang.

Jeg ville nok personligt vælge at lade denne skive stå på hylden og kaste mig over enten Opeth eller Scar Symmetry.