Tysk døds-dub
Der er dømt deathcore for alle pengene når bavariske Eternal Torture spiller op til dans. Lacerate The Global Hate er deres anden full-lenght album, udgivet hos NoiseHead Records.
Vi kaster os direkte ud i det med åbningsnummeret "Dresscoat Meat" - Og er du sindssyg for en mundfuld. Der er skruet helt ned for melodierne, og helt op for blastbeats og breakdowns. En kombination af old school død og metalcore river dine højtalere i stykker fra det sekund du sætter skiven på. Der bliver ikke taget nogen fanger, der bliver ikke lagt fingre imellem, og det er helt tydeligt at Eternal Torture kommer med en vision om at være en del af eliten, men på deres egne premisser og betingelser.
Denne udgivelse bliver båret af vokalist Andy Brecht og trommeslager Alex Neuberger. De to guitarister, Matthias Trippelsdorf og Mathias Erber, glider lidt i baggrunden, til dels grundet lydniveauet på vokal og trommer, men primært lyder det til at de har fået én opgave - fyld. Dette er ikke en melodisk skive, og den er præget af simple riffs og power-akkorder. Desværre er det også medvirkende til at mange af numrene lyder ens. Når det hele er power-akkorder på de samme tre bånd, så er der ikke meget der adskiller det ene breakdown fra det andet. Det er faktisk først på skivens næstsidste nummer "Rise In Death" at der kan klemmes en lille solo ud. Men til trods for en til tider kedelig kontinuerlighed bliver det hele opvejet af det trommespil der med kirurgisk præcision bliver leveret af Alex Neuberger. Der er ikke meget flow i hans spil, men i musik hvor det er så afgørende at musikerne følges ad er han den perfekte trommeslager. Han formår at ligge back-beat på den fede måde - et splitsekund bag alle andre når det er tungest, og lige på slaget på alle andre tidspunkter. Hvad han ikke har i flow har han i "feeling" og han ved godt hvor en rundgang starter og slutter, og ikke mindst hvordan den udføres på den bedst mulige måde.
Han er dog ikke ene om at bære det hele, og vokalist Andy Brecht gør det også fremragende. Vokalen er helt klart i den uforståelige ende af growling, men Andy har teknikken i orden og et bredt sortiment han kan benytte sig af. Han rangerer fra mid-range vokalen der har en antydning af inspiration fra Randy Blythe (Lamb Of God), ned til den dybe, rallende vokal, og endelig helt over i pig-squeal. Han er den type vokalist der deler vandende, for metalcore-vokalen er så speciel og karakteristisk at du enten elsker den, eller hader den. Uanset om man kan lide det eller ej må man dog anerkende at han gør det godt. Ligesom Alex Neuberger ved Andy Brecht præcis hvornår han skal falde ind, hvilken teknik han skal bruge og hvad der vil falde bedst i spænd med resten af musikken. Der er tænkt over selv den mindste detalje, og det sparker kvaliteten på denne her skive helt i vejret. En ting man dog kan undre sig over, er at de har valgt at inkorporere dubstep-elementet. Det kommer første gang til udtryk i nummeret "Wardrones", hvor der er lagt et tæppe af synthesizer lyde hen over nummeret. Det hele virker en smule stil-forvirret eller søgt, og det fjerner fokus fra hvor gennemført en plade det i virkeligheden er. Dubstep-elementet fungerer til dels i de tunge breakdowns, men det giver stadigvæk en følelse af at Skrillex gik ind i det forkerte studie, og besluttede sig for at indspille alligevel. Det er ikke fordi at det har en stor rolle på skiven, men tilstedeværelsen af det elektroniske element fylder enormt meget, og det har derfor en del at sige om det overordnede billede. Om det er et forsøg på at være innovative og sætte deres præg på genren eller om det bare er personlige præferencer der spiller ind, det ved jeg ikke. Men hvor jeg kan se potentialet i at integrere dubstep i dødsmetal føler jeg mig slet ikke klar til at tage det skridt endnu.
Alt i alt er sammenspillet på Lacerate The Global Hate uovertruffent. Alle er klar over deres rolle i bandet, og det giver en velkomponeret, velspillet og gennemført udgivelse. Det er ikke for meget og det er ikke for lidt. Dubstep-elementet ville jeg nok have taget op til diskussion, men de bevæger sig ud hvor meget få bands - endnu færre med succes - har bevæget sig hen, og de gør det sgu godt. Dette er helt klart en skive jeg ville høre igen, og skulle de en dag lægge vejen forbi Danmark skulle jeg nok mene at det var pengene værd.
