Knastør bøllebank
Med et lyrisk univers lige så filosofisk som visdomsordene på en Gajolpakke og et lydbillede så tørt, at det får Sahara til at ligne et badeland, cementerer svenske Envig, at hvis man vil spille dødsmetal, behøver man ikke mere end en slidt Boss Metal Zone-pedal. Bandets andet udspil Gutwound er ganske vist skrevet i 2021, men at dømme ud fra det soniske udtryk kunne det lige så godt være udgivet tilbage i 1990’erne. Albummet går nemlig hånd i hånd med lignende albums som Entombeds Left Hand Path eller Unleasheds Where No Life Dwells. Men kan de unge svenskere andet end blot at lyde som deres helte – bidrager de selv med noget nyt – og er det i det hele taget et krav?
Forsigtige ambitioner
Svaret må være et ”tjoo, tjaa”. Rent musikalsk bliver ingen dyb tallerken genopfundet, og ej heller bliver grænser nedbrudt. Det er helt standard svensk død a la Stockholm, komplet med misantropisk lyrik fyldt med afrevne lemmer, pigtråd, blod og snot. På sin vis kan man drage en parallel mellem Envig og de danske darlings Baest. I den forstand at begge bands er nogle unge og energiske gutter, der blot ønsker at spille ”feee døøø” (jeg antager, der findes en svensk ækvivalent, om end ”fet död” lyder dumt), præcis som alle deres helte gjorde det, dengang de selv havde ble på. Lig Baest spiller Envig også i et relativt middeltempo med melodier der i visse kredse kan betegnes som dansabel.
Der, hvor Envig måske alligevel formår at skille sig ud fra den voksende hob af retrodødsbands, er de gange, hvor de forsøger at komponere melodier, der viser, at bandet – på sigt – vil noget mere og større. Her tænker jeg på numre som ”A Swamp of Human Waste” og ”Gutwound”, der med deres introer minder mere om den form for dødsmetal, man primært finder i Holland, som God Dethroned og Asphyx, men samtidig trækkes der også spinkle tråde til et sort og dystert område, hvor vi finder bands som Marduk og Naglfar.
Ergo både kan og vil Gutwound en hel masse, men det er tydeligt, at bandet føler sig mest hjemme i den verden, de kender og kommer fra – så må ambitionerne og aspirationerne vente lidt endnu. Men man kan alligevel høre, at bandet har gennemgået en vis udvikling. Sammenligner man Gutwound med debuten By Human Hands fra 2015, bemærker man hurtigt, at der for eksempel er skruet godt ned for Bolt Thrower-elementerne. Bevares, de spøger da stadig i baggrunden, men slet ikke i samme grad – selvom et nummer som ”Hanged Drawn & Quartered” nemt kunne være taget fra Those Once Loyal.
Gutwound er dog lidt af en mastodont med hele 13 numre. Ganske vist er længden ikke meget mere end tre kvarter, men alligevel er det en seriøs mundfuld – og når nu variation ikke er de unge svenskeres største force, så løber man en kende sur i musikken, og en del af numrene lyder simpelthen for ens, til at man kan adskille dem fra hinanden.
Højre eller venstre?
Gutwound er en udmærket omgang retrodød og Envig ligeledes et udmærket band. De unge svenskere ved præcis, hvordan man klasker en seriøs omgang dødsmetal sammen, og trods de tydelige inspirationskilder har de – så småt – hvad man kan kalde for en sonisk identitet. Der, hvor Envig for alvor bliver spændende, er, hvor de tør bevæge sig en my væk fra deres komfortzone og prøve kræfter med nogle lidt andre lyde og kompositioner. Derfor står de potentielt ved en skillevej, og jeg er helt reelt spændt på at se, hvad de vælger at gøre næste gang, for Envig: I har min opmærksomhed.