Bandet har efterhånden ingen originale medlemmer mere, det kan da også høres på dette album. Hvor bandet kørte den fine linie mellem melodi og aggression på forgængeren, satses der her meget mere på det brutale udtryk. Hvilket synes at påvirke bandets identitet på en negativ måde, da man på denne måde kommer til at lyde som en dårlig kopi af sig selv. Der er ikke noget på denne skive der ikke hørt milliarder af steder før, det eneste der redder bandet fra det totale fejlslag er de gode guitarsoloer og den mere interessante Nox der viser at bandet godt kan kreere en god sangstruktur hvis de vil.