20 minutter er ikke meget
”Hvad? Kun syv sange?” Jeg troede ikke helt mine egne øjne, men den var god nok. Det var først, da Enslaveds 16. studiealbum, Heimdal, dukkede op i min indbakke, at det gik op for mig, at den kun består af syv sange. Det er jo ikke nødvendigvis et problem, men når fire af dem er udgivet for to eller flere måneder siden, så er det ikke specielt imponerende. Det har længe været en udfordring for de af os, der holder af komplette albumoplevelser, at så mange labels i dag markedsfører nye LP’er ved at smide to-tre singler på gaden i tiden op til udgivelsesdatoen. Men her går det helt galt. Udover de tre singler, der er kommet drypvis siden august sidste år, er et fjerde nummer, ”Caravans To The Outer World”, udkommet for næsten to år siden, endda på en EP af samme navn! Hvad i alverden laver det nummer på gruppens nyeste udspil, og kan man overhovedet tale om et nyt album, når det reelt set kun indeholder 20 minutters ny musik? En ting er sikkert, denne anmelder – der i parentes bemærket er uforbederlig Enslaved-fanboy – var skeptisk fra starten. Men vi skal jo til det.
Lidt nyt, lidt gammelt, lidt lånt…
Nyt eller ej, hele albummet handler om Heimdal, en af de mere mystiske guder i den nordiske mytologi. Desværre er det vanskeligt at komme mere ind på livet af fortællingen, for Nuclear Blast har ikke overkommet at dele lyrikken med os her før udgivelsen. Nuvel, tematikken er ikke specielt overraskende, for lige siden Enslaveds første demo i 1991 har nordisk mytologi været det faste holdepunkt for et band i ellers konstant forandring. Således indleder ”Behind The Mirror” albummet med åreskvulp og lyden fra, hvad vi må antage, er Heimdals eget Gjallarhorn, som han brugte til at signalere Asgård om farer. Så er vi advaret, også når et snørklet, men typisk Enslaved-riff tager over. Albumåbneren går videre med clean korsang og nogle heftige tribal-trommer i baggrunden, snart efterfulgt af et simpelt keyboard-domineret stykke, der leder over i nyt vers med Grutle Kjellsons mægtige growl. Et helt femte moment følger efter (eller er vi nået til nummer seks? Det er efterhånden vanskeligt at følge med). Alt er altså i den kendte Enslaved-stil; dynamisk og evigt omskifteligt. Men i modsætning til tidligere er det, som om ”Behind The Mirror” aldrig rigtig sætter sig. Er det alligevel for ADHD-agtigt?
Så går det bedre med noget af det allerede kendte stof. ”Congelia” (udkom i november 2022) starter med solo-trommer, der ligger ret tæt op ad Solbruds ”Besat Af Mørke”. Trommerne fortsætter ufortrødent i det samme malende tempo, men riffs og vokal er umiskendeligt Enslaved. Specielt når en ret syret variation over det gennemgående riff dukker op knap tre minutter inde. Her mere end tre måneder efter, man hørte ”Congelia” første gang, er det stadig et vildt fascinerende nummer. Det samme gælder for ”Forest Dweller” (udkom januar 2023, men lyder som noget fra mægtige E) med en dragende og semiakustisk start, der leder over i en omgang kontrolleret raseri, som kun Enslaved kan gøre det. Vi får endda en ægte Hammondorgel solo. Der er i øvrigt alt for få bands, der bruger dette hæderkronede instrument nu om dage. Senere gentages den melodiske start, men nu akkompagneret af en omgang sprød mellotron, og jeg kan næsten ikke klare mere progget lækkerhed nu!
Det får jeg så groft sagt heller ikke, for resten af albummet er, med en enkel undtagelse, enten kendt materiale, på gennemsnitligt Enslaved-niveau eller begge dele. Det skal jo så lige slås fast, at gennemsnitligt Enslaved-niveau er ganske meget højere, end de fleste bands kan præstere på en god dag, men jeg vil have mere – specielt på så kort et album. På både ”Kingdom” og ”The Eternal Sea” bliver der flirtet lidt med de techno-tendenser, vi hørte på Utgard, men det forløses aldrig helt. ”Caravans To The Outer World” er stadig en forvirrende musikalsk rodebutik, men den har vi jo skrevet om for længe siden. Med “Heimdal” sluttes der til gengæld af med manér. For titelnummeret er beskidt, tungt og doomet, men på en skøn proggy måde, der i momenter leder tankerne hen på Steven Wilson. På andre tidspunkter serveres spøjse soloer og syrede sekvenser, der får det til at lyde, som om Frank Zappa er kommet med ombord på vikingeskibet, og han derefter har taget Heimdal med på et trip i Fristaden. “Heimdal” slutter af med dunga-dunga-trommer og et helt eminent riff, der rækker mod himlen, og hvem ved, måske er det i søgen efter Heimdals regnbue? Det er en afslutning, som kun Enslaved kan præstere, og de foregående klager i denne anmeldelse forekommer pludselig ligegyldige og næsten uforskammede.
Rend mig i traditionerne
Men nej, på trods af en fantastisk afslutning, så spolerer den store genkendelighed, som Heimdal byder på, alligevel oplevelsen at et nyt album, hvor vi altså kun får 20 minutter, vi ikke allerede har hørt før. Nyhedsværdi eller ej, man kan ikke beskylde Enslaved for at være specielt nidkære i at følge black metallens konventioner, heller ikke her på Heimdal. Men på trods af masser af dynamik og en stadig stigende flirten med elektronisk musik kunne noget tyde på, at nordmændene måske er begyndt at følge deres egne konventioner lidt for øhm… slavisk. Der er i hvert fald ikke nær så mange højdepunkter på dette album, som vi er forvænt med fra Ivar, Grutle & co. Her er der mere tale om stilstand end udvikling. Jeg har før skiftet mening om Enslaved-albums over tid, og det kan også nemt blive tilfældet her, men lige nu kan Heimdal ikke få mere end en lidt lunken 7’er.
