Hvor længe bør afdøde ligge hen?

Som hovedregel bør bisættelse eller begravelse efter dødsfald afholdes inden for otte dage. Der var nu ikke den ringeste gravkammerstemning at spore, da deathrash-drengene i Endarken livedebuterede på Copenhagen Metal Fest forrige år, blot én uge efter udgivelsen af studiedebuten, The Plague of Truth. Herfra har gutterne været massivt til stede på indtil flere festivaler rundt om i landet og er således i skrivende stund (den 21.10.2023) også at finde på plakaten til Odense Metal Fest, der traditionen tro løber af stablen på Posten i de disse vindomsuste efterårsdage. Hvordan Endarken til dato blot er noteret for beskedne 852 faste lyttere per måned på streamingtjenesten Spotify, grænser til det ubegribelige. Man kan i den forstand betragte gruppens nyligt opfølgende EP, Post Mortem, som et forsøg på i højere grad at aktivere det sofasiddende publikum, mens rejsetøjet får en tur i tumbleren. Til det formål er der blandt andet hevet et par yderst velkendte stemmer med i hulen.

Gamle venner og nye bekendtskaber

Der lægges hårdt ud med ”Antidote”, ét af to numre – ud af blot fem – der ikke blev gjort tilgængelig på diverse platforme i singleformat inden udgivelsen. Så meget for overraskelseselementet! Den gode Dennis Buhls ophold i respektive HateSphere og The Kandidate fornægter sig absolut ikke, om end vi også tilskikkes lidt melodisk drys, der trækker i retning af Göteborgscenen. Den silkebløde produktion fra Tue Madsen står samtidig i skærende kontrast til de umiskendelige noter af deaththrash, vi allerede blev introduceret til på forgængeren. Efterfølgende ”Echoes” er for så vidt skåret over samme læst, dog med lidt tungere og mere groovy passager. Man kan samtidig kun beundre Nederveens vokale spænd, der adskiller sig markant fra hans virke i The Vision Ablaze. Den melodiske kvartet begunstigede os tidligere på måneden med singleudspillet, Visions, og kan i øvrigt opleves sammen med lige så højaktuelle Kaiju på Rust ultimo november i forbindelse med sidstnævntes releaseparty. Nå, det var lidt af en afstikker, vi røg ud på her, og så alligevel ikke helt …

De melodiske breakdowns er nemlig blandt den eponyme skærings mest fremtrædende karaktertræk, der med sine øvrige kompositioner og repetition af ’sickness’ henleder tankerne på HateSpheres gamle traver med det nært beslægtede navn The Sickness Within. Og nu vi er ved gamle venner, og for den sags skyld nyere bekendtskaber: ’enter’ René P., høfligt udlånt af nyligt genopståede Mercenary. ”March, Obliterate” er nummeret, man frygtelig gerne vil holde af og stædigt forsøger at bobbe med hovedet til. Det udpinte, henved slæbende udtryk med momentane bpm, som vi næsten kan karakterisere som melodisk doom, besværliggør dog forehavendet en kende. Samtidig sidder jeg lidt med oplevelsen af, at Pedersen fastholdes meget i samme toneleje, hvilket er ærgerligt, når vi nu kender hans vanlige register.

Ganske overflødigt fremstår til gengæld Sepultura-coveret ”Arise” fra albummet af samme navn, oprindeligt skrevet og indsunget af Max Cavalera tilbage i 1991. I nærværende duet med Mathias Uldall fra HateSphere fortolkes nummeret nærmest én-til-én, hvilket fremstiller den gæstende jyde som en noget inferiør udgave af det brasilianske nationalikon. Vi diskuterede for nylig her på redaktionen, hvorvidt Dimmu Borgirs kompilation af tidligere covernumre skulle have stemplet som ’årets mindst ønskværdige udgivelse’ i selvsamme kategori. Efter at have gennemstået tre minutter i selskab med denne traurige fortolkning, må jeg blot konstatere, at Endarken virkelig har lagt sig i selen for at smide et lod med dansk signatur i tromlen.

At rejse er at leve

Der hersker næppe tvivl om, at Endarken først og fremmest er en pulserende organisme, der tager sig bedst ud på de bonede gulve. Som set – ikke mindst hørt (!) – utallige gange før, slides der med at omsætte den frådende energi, der karakteriserer thrashgenren på livescenen til lydstudiets begrænsede rammer. De taktiske greb med at invitere René P. fra Mercenary og Uldall fra HateSphere med ombord ender henholdsvis lettere uforløst og noget forbi skiven. Med det sagt får Tue Madsens velsmurte produktion fremhævet både Buhls energiske trommespil og ikke mindst Nederveens virile vokal. Så selv om Post Mortem næppe går over i historien som et banebrydende mesterværk, er man glimrende underholdt – i hvert fald noget af tiden. Derfor tror jeg såmænd også, at ’Aalleren’ nok skal få sig en på opleveren, når kvintetten i weekenden den 3.-4. november lægger vejen forbi årets udgave af Aalborg Metal Festival.