Nyt album, nye bandmedlemmer, men ellers er alt, som det plejer – bare federe

You Asked For It

Der er blevet sagt rigtig mange grimme ting om Emmure, og der er blevet sagt mange grimme ting tilbage. Det er primært forsanger Frankie Palmeri, som har stået for det meste mudderkastning, og han kan vel, på godt og ondt, betegnes som metallens svar på Justin Bieber. Forskellen er bare, at der er masser af krummer i den mand, og det beviser han endnu en gang på dette nye album. Fans har virkelig spekuleret om det nye album, da der er blevet skiftet gevaldigt ud i besætningen. Faktisk er Frankie sidste originale medlem tilbage i bandet. Det er nu altid spændende med et sæt nye øjne og at se, hvad de nye medlemmer kan bidrage med til bandets meget ensformige lydbillede. Svaret er ikke ret meget, men til gengæld gør de det, de altid har gjort – og væsentligt mere effektivt.

Vanvittig magtdemonstration af Frankie

Det står ret hurtigt klart, at Emmure aldrig har været i fare for at miste deres troværdighed, da Frankie bare er Emmure, og det kommer til udtryk i en vanvittig magtdemonstration fra hans side. De vilde skrig, den dybe growl og rene vokal, hvor han kan lyde helt lidende til tider, er spot on. De forskellige stilarter komplementerer hinanden utrolig godt og har næppe lydt bedre, end de gør på Look At Yourself. Et nyt, men rigtig vigtigt kort på hånden er den nye guitarist Joshua Travis, som virkelig formår at omfavne essensen af bandets musik og at give det den ekstra pondus. Det er et godstog, som smadrer lige ind i ansigtet på dig fra start til slut. De spilder ikke tiden på noget tidspunkt, men det er der så sandelig heller ikke belæg for, da de 13 numre er overstået på 32 minutter, men de benytter hvert et minut effektivt.

Hvis du i forvejen kender bandet, så ved du, hvad det går ud på; hvis det er dit første bekendtskab, så skal du ikke komme efter de store musikalske genialiteter. Det er breakdowns og gentagende riffs i lange baner og ikke ret meget andet. Der bliver vel at mærke ikke spillet på mange tangenter, for det skal være tungt og aggressivt, og det er det saftsuseme også. Der er sket noget, siden de udsendte deres første album, men Look At Yourself er en rigtig god videreudvikling af den lyd, som de har anvendt de sidste mange år, men med en snært af tidens tand – for ikke at sige modenhed, for det er stadig dumt ad helvede til, men sådan skal det være. Det er musik, der ikke kræver ret meget. Det er nemt at gå til, men samtidig noget, der kan få den gamle skole af metaleliten til at korse sig.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at fans vil blive rigtig glade for dette album. Er man helt ny til Emmure, men godt kan lide en gang hårdtpumpet core, så spring direkte til numrene ”Natural Born Killer” eller ”Russian Hotel Aftermath”, som virkelig gjorde udslaget for mig. Jeg syntes til at starte med, at det blev en anelse for trivielt efter de to første numre, men så begyndte brikkerne ligesom at falde på plads. Specielt sidstnævnte nummer rummer alt det, som jeg forbinder med et fedt core-nummer, og vokalen udfolder sig i alle tænkelige aspekter.

Det sidste er ikke sagt om Emmure, men herfra er det positivt!

Det er et fandens potent album, som de har fået støbt sammen her, ingen tvivl om det. Men det er lige på vippen til at blive en smule monotont, men kun næsten, for jeg synes virkelig, at albummet holder. Der er ikke sparet på effekterne på de forskellige numre, og det synes jeg måske godt, man kunne have gjort bare en anelse, for det mister lidt af den her ’don’t give a fuck’-attitude ved, at man har siddet bag en computerskærm og pludret musikken ind i alle de her mekaniske effekter. Men langt hen ad vejen giver det en god effekt. Den nye besætning er særdeles godkendt, og nu kan man bare håbe, at de kan enes i fremtiden, for dét her lineup, det fungerer pissegodt.