Så er der græsk Goth med lækker kvindevokal!
Græske Elysion har været på banen siden 2006, og gør sig inden for Gotisk metal. Sangerinde Christianna's vokal er "nede på jorden", og ligger i retning af Cristina Scabbia/Lacuna Coil. Musikalsk ligger Elysion også i den "jordbundne" ende; Guitar, bas, trommer og keyboard uden overdådige symfoniske eller teatralske udskejelser. Kort sagt; Melodisk Goth rock med god kvindevokal.
Elysion har i 2009 udgivet albummet Silent Scream, EP'en Killing My Dreams i 2012, og nu er albummet Someplace Better på trapperne.
Someplace Better, der udkommer den 24.01.14 via Massacre Records, er indspillet i ARTemis Studios i Athen. Mark Adrian står bag produktionen, Dan Certa står bag mix og David Collins har klaret mastering af albummet, der strækker sig over 40 minutter og består af 11 numre. Someplace Better er musikalsk skruet rigtig fint sammen – Der er en god balance mellem instrumenterne, og én af grundene til at guitar og keyboard harmonerer så fint, kan være at det er én og samme person - nemlig bandets grundlægger Johnny Zero, der lægger hånd på begge. Elysion leverer på albummet 11 lækre, både sprøde og harmoniske numre, hvoraf flere med fordel kan sniges ind under kategorien "ballader", som f.eks. nummeret "Transparent", hvor Christianna leverer en fantastisk skøn vokal i selskab med en akustisk guitar og strygere i baggrunden. Men det er ikke kun kissemisse musik Elysion disker op med – Der er blandt andet albummets første nummer, "Made Of Lies", titelnummeret "Someplace Better" og nummeret "In Despair" hvor der bliver vist tænder i form af lidt mere aggressiv guitar, en fremtrædende bas og en markant vokal. Someplace Better ligger helt klart i den lyttervenlige og velkomponerede ende, hvor hvert af de 11 numre er tiltalende og interessante at lytte til.
Elysion har med Someplace Better leveret et rigtig fint album. Der er gode, iørefaldende melodier, Christianna's vokal er skøn og produktionen er i top. Jeg synes bestemt at de fire grækere er kommet godt fra deres anden udgivelse, og håber helt klart at der vil komme flere fremover! Hvis du er til musik a'la Lacuna Coil, vil du helt sikkert synes om Someplace Better!
Tag et lyt til titelnummeret Someplace Better her: