Ingen Bruce Dickinson

Men alligevel medbringer bandet i denne omgang en opgradering. Eliminator er et amatørband, der har taget et ordentligt skridt opad i forhold til produktion og ambition i løbet af de seneste år, og det er nu kun bandets inspirationskilder, der kommer fra 80’erne og ikke deres optagelsesværktøj. Danny Foster er ny i vokalrollen og han tager da også bandet et skridt tættere på det band, der må være drengenes ultimative idoler, Iron Maiden. Forbered dig på en nostalgisk omgang melodisk metal, hvis ikke andet kan lyden i hvert fald bringe minderne i kog.

Enden er nær!

Det ser ikke for godt ud for Moder Jord, der igen skal udsættes for et stykke dystopisk underholdning. Balladen opstår ifølge Eliminator allerede næste år, hvilket deres åbningsnummer, ”2019”, siger ret tydeligt. Udover dommedagsscenarier varsler sangen også en rød tråd for resten af albummet. Til tonerne af et velskrevet riff prædiker Danny Fosters autentiske sangstemme løs. Det er en farlig imitation, han laver, men jeg vil vove at påstå, at hans vokalarbejde ikke rammer helt ved siden af 80’ernes mestersangeres sprøde stilart. Samtidig rammer sangskrivningen en fin balancegang mellem nostalgi og nye tonekombinationer. At kalde Last Horizon et innovativt album ville være en overdrivelse, men det er bestemt ikke irrelevant.

Guitarsoloerne er derimod ikke særligt velskrevne. Hverken på førstenummeret eller på ”Echoes” eller ”Procesion Of Witches” overbeviser de generiske og heldigvis ikke alt for lange lir-passager. Nogle af albummets melodiske soloer lykkes, men ikke nok til, at man ikke får lyst til at springe over solopassagerne. Nogle af de følgende sange eksponerer også forsangerens enkelte svagheder. Disse er dog mere beskedne og begrænser sig til små ubalancer i falsetten på f.eks. ”Fall Of The Seer”.

Alt i alt rammer lyd, sangskrivning og produktion et niveau, der er over middel, men som mangler den sidste power fra bandet til for alvor at blive episk. Konceptet har ikke så hårdt fat i sangene, som dystopihistorierne ellers ofte har, hvilket gør, at sangene hver især kan få lov til at skinne igennem med deres budskaber. At der er svipsere på nogle af dem, er derfor ikke så skadende for albummet, og generelt fremstår det som et solidt og moderne bidrag til en genre, der efterhånden må hedde Old Wave Of British Heavy Metal.

En udmærket debut

Eliminator skal have finpudset en række af deres færdigheder for at hæve sig over mængden, men potentialet er der helt bestemt. Lige så uopfindsomme deres guitarsoloer er, lige så fangende og varierede er sangenes bærende riffs, der er en væsentlig grund til at give Last Horizon et lyt. De kommer ikke i nærheden af genrens efterhånden aldrende frontløbere, men bidrager med lidt ny energi og spænding til den klassiske metalgenre.