Marula bliver en halvkedelig affære, på trods af mange gode i idéer
Når man hører debutpladen af dette tyske progressive band, er det meget tydeligt at de rigtig gerne vil lyde ligesom alle de store progmetal-bands. Legendariske grupper som Opeth, Tool og Porcupine Tree er helt klart Eden Circus’ forbilleder, og det er indflydelser der er meget tydelige på Marula. Men desværre bliver tyskernes eget bidrag til prog-genren, en lidt tom og halvkedelig præstation, på trods af teknisk - og musikalsk kunnen.
Sangene savner rygrad og en drivkraft
Idéerne er der mange af på dette album, og alle numrene er spækket med lag på lag af forskellig instrumentering. Bandet er gode til at skabe farverige og stemningsfulde atmosfærer, men de mange lag af pæne guitarerlyde og spacy keyboard-dele er ikke er nok i sig selv. Med denne udgivelse er det ofte som om at sangene mangler lidt rygrad og en drivkraft til at bærer dem fremad. Et godt eksempel er pladens første nummer ”Devoid Of Purpose”, som har mange atmosfæriske lyde og temaer der går igen. Det lyder egentlig meget pænt, men andet har nummeret heller ikke at byde på; det bliver kedeligt i længden og man glemmer melodierne ligeså snart sangen er ovre.
Det er faktisk i de mere heavy stykker at Eden Circus viser deres potentiale. Der er f.eks. et rigtig fedt stykke omkring 4 minutter inde i sangen "Comfort", hvor guitaren spiller et super tungt Opeth-agtigt riff, der akompagneres af et primalt growl. Det er næsten så nakkehårene begynder at rejse sig, og viser at bandet har mere at byde på, end bare pænt mixede guitar-lyde.
En af mine personlige favoritter på denne plade, må være det femte nummer, nemlig den ultra-psykedeliske "Arc". Det er et virkelig underligt nummer med et robotagtig vokallevering og flere jazzede elementer inkorporeret. Det sidste nummer på tracklisten er "Playing You", og er også et interessant nummer, med fede stykker. Det bliver desværre en lidt uafrundet slutning på albummet, og den skulle måske være endt anderledes.
Forsanger Siegmar Pohl har en udmærket stemme, og leverer både cleansang og dybe growls, men vokalpræstationerne mangler virkelig noget af den nærvær og intensitet, som er er så afgørende for eksempelvis bands som Tool og Porcupine Tree.. En af grundene til dette, er at produktionen halter en smule, især når det kommer til vokalen. Sangen får simpelthen ikke lov til at komme igennem mixet helt som den bør, og det kan være en af grundene til at den til tider virker lidt tam.
Bliver ikke den progressive gulddråbe den kunne have været
Med Marula udviser Eden Circus en del potentiale rent musikalsk og af en debutplade at være, er præstationen sgu ikke værst. Det er en plade der vækker blandede følelser hos denne anmelder, men bandet skal bare med tiden finde en fælles drivkraft og blive mere sikker i deres egen lyd. Kompetencen for at skrive gode prog-sange er derinde et sted, men på denne udgivelse skinner den kun igennem i små glimt, og Marula bliver ikke den progressive gulddråbe den måske kunne have været.
