Sommerens anden æstetik
Sidste år bemærkede jeg, at sludge metal egner sig glimrende til sommervejret. Kombinationen af bagende solskin, iskold øl og massive bluesriffs er sprængfarlig, men sommeren er mere end hede og solskin. Det er også lange, lyse nætter afholdt udendørs i selskab med vennerne, og i den sammenhæng er stenerrock en sikker vinder. Og netop når det kommer til stenerrock, er amerikanske Duel i dén grad leveringsdygtige. På deres tredje album, Valley of Shadows, spiller de smilene frem med klassisk, hård og bundsolid stenerrock. Tænd op og skru op.
Tried ’n’ true
Efter en metallisk kimen fra en formodet triangel, tager forsanger og guitarist Tom Frank hul på første vers af ”Black Magic Summer”. Der er en afslappet nærhed over vokalen – af typen man strækker halsen efter – hvilket forløses i omkvædets hårdtrockende guitartema. Der er sådan set intet finurligt over nogen af delene – de kunne være resultatet af en jamsession på en græsplæne klokken tre om natten – men udførslen løfter musikken. Et svævende kontraststykke giver lead-guitaren mulighed for at drysse lidt psykedelisk stemning over musikken, førend et veltilrettelagt break leder sangen tilbage til omkvædet. Næste sang, ”Red Moon Forming”, sætter tempoet lidt op og leverer ligefrem, tempofyldt hård rock, der konsekvent får smilet frem. Stadig er Franks vokal omdrejningspunktet (for mig, i hvert fald), og stadig er kvaliteten høj.
Hvis det ikke allerede var tydeligt, drysser Duel deres sødligt duftende aske i stenerrockens A-B-C. Hovedfokus holdes på at rocke hårdt med lejlighedsvise døsige og svævende perioder, hvor man kan læne sig tilbage, tømme lungerne og slappe af i kroppen, inden backbeatet tager fat igen. ”Strike and Disappear” er skoleeksemplet på denne kontrast. Indledningsvist flyder sangen afsted med den afslappende, luftige solskinsrock, men henover midten skiftes brat til insisterende, feststemt hård rock, hvor lead-guitaren deler rampelyset med vokalen. Andetsteds, f.eks. i ”Tyrant on the Throne, bæres stenerudtrykket udelukkende af effektpedalerne, hvor musikken koncentrerer sig om at levere stenhård rock, alle vennerne kan råbe med på.
Som sådan er Valley of Shadows et godt album fra start til slut, hvor man ikke behøver springe nogen af sangene over. Skiven rummer til gengæld heller ingen åbenbaringer; rytmearbejdet består fortrinsvist af riffs, powerakkorder og backbeats, mens lead-guitaren – ofte tilsat wah-pedal – sjældent er direkte opsigtsvækkende. Den passer ind, den er ikke uvelkommen, og den hverken skaber eller ødelægger sangene. Med 37 minutter har albummet en glimrende længde og undgår at forfalde til at ryge skodder.
Til vennerne
Valley of Shadows er et album til de lange sommernætter; dem, som er lange nok til at blive til morgen. Bundsolid hård rock afveksles af døsige, stenede og psykedeliske stykker, så effekten af begge mærkes, og kvaliteten dykker aldrig under middel. For mit vedkommende, er albummets virkelige stjerne vokalen, som ånder entusiasme og oprigtighed ind i sangene, selv når musikken egentlig ”bare” er solid rock. Resultatet er et afsmittende rockalbum, som hverken forfalder til baggrundsmusik, eller stjæler opmærksomheden fra dét, man er i færd med. Og dét, man er i færd med, bør være at nyde en aften med vennerne.
