Gothic romantic doom metallere Draconian har med "Where Lovers Mourn" bevist at de gamle musikalske dyder som vi kender dem fra de første plader med My Dying Bride og Within Temptation sagtens kan genoplives og reproduceres i samme musikalske ånd. De stemningsfulde otte skæringer på "Where Lovers Mourn" favner på mange områder bredt inden for denne klassiske Gothic doom metal genre. Syntesen mellem henholdsvis mande snak og growl samt kvinde opera og sang virker helhedsmæssigt fortræffeligt. Guitarspillet er som sagt klassisk, men ikke desto mindre noget af det tungeste og melodiske jeg længe har hørt inden for den melodiske doom metal siden Within Temptation's "Enter" og My Dying Bride's "Angel And The Dark River". Især "The Cry Of Silence" kunne være hevet ud af første skæring på "de døende brude's" førnævnte mesterværk, hvorimod sange som "The Solitude", "Silent Winter", og "The Amaranth" er tæt beslægtet med Within Temptations bombastiske lydunivers. De enkelte musikere er tighte og spiller med passion. Guitarspillet er melodisk og fængsler en max. De to sangere er unikke på hver sin måde. Den mandlige growl er distinkt og ligger rigtig godt i Draconians musikalske lydbillede. Den kvindelige vokal er ligeså distinkt og fanger på samme måde lytterens interesse. Produktionen er fed samt tung og de enkelte instrumenter kommer til sit rette udtryk på "Where Lovers Mourn". Desværre er Draconian's musik mindre originalt, hvilket gør at man forledes til at skippe enkelte sange fremfor andre. Det er sgu som om at man har hørt de samme melodiske passager før. Dermed ikke sagt at man ikke skal gå ud at investere i pladen, nej tværtimod, det jeg egentlig kun opponerer imod, er den mindre originalitet.
