Don Caballero - Punkgasm

Punkgasm

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Prog rock, Rock
Spilletid:48:53
Antal numre:14

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

"Punkgasm" hører bestemt til i den snævre ende af hvad der bliver udgivet, hvilket ellers ikke siger så lidt. Der er således tale om en primært instrumental plade, der stikker i mange forskellige retninger, men som har sit fokus i bas, guitar og trommer.

Der bliver som udgangspunkt ikke leflet for lytteren i form af catchy melodier og lækre klangflader, men derimod budt på polyrytmiske strukturer samt avantgarde arrangementer. Pladen er således spækket med gode musikalske ideer og indeholder mange fine finesser. Alene titler som "The Irrespective Dick Area" og "Slaughbaugh’s Ought Not Own Dog Data" leverer masser af underholdning i sig selv og er et godt udtryk for den legesyge som også er tydelig i musikken. Don Caballero lyder meget som man kunne forestille sig at Mastodon ville have gjort, hvis de havde valgt at være en instrumentalgruppe, dog uden at være helt så hårde i deres udtryk. Men bandet er også meget mere end det og det er måske netop deres problem i og med at musikken stikker i så mange forskellige retninger at albummet fremstår noget uhomogent. Sangene fremstår således i højere grad som 14 forskellige stemningsbilleder end som et samlet hele, hvilket gør det svært at lytte til hele pladen. Der er dog mange rigtig gode elementer på denne udgivelse og for folk med hang til det eksperimenterende, vil der være masser af guf at hente.