Det driftssikre damplokomotiv Disturbed

Elefanten i rummet kan lige så godt påpeges fra start. Disturbed deler vandene på grund af deres meget ensformige lyd, og netop dette har gjort, at vi her på redaktionen har sprunget mange af deres udgivelser over. Den sidste plade, der blev anmeldt hos os, var Ten Thousand Fists (2005). En plade, der sammen med The Sickness (2000) står som hjørnesten for Disturbed. Netop disse to fik bandet ud på de store turnéer og festivaler. Siden Ten Thousand Fists, så har Disturbed holdt mere stædigt fast i deres lyd end en toårig i sin sut. Dog må man også bare anerkende deres stabilitet og produktivitet, da bandet har bevaret samme lineup fra 97 til nu, hvor de fast har udgivet musik med få års mellemrum — noget, kun få bands kan prale af. Med alt det nævnt, så er det kun rimeligt at tage et kig på Disturbed anno 2022. Hvem ved, måske har pandemien ændret noget i dem, ligesom det tydeligvis har ved mange andre bands, som vi har anmeldt i år.

Disturbed versus døden …

Det siges, at hvis der er noget, du er sikker på her i livet, så er det, at døden skal ramme dig en dag. En uundgåelig sandhed. Noget, der efterhånden er en endnu mere uundgåelig sandhed er, at ”Disturbed is gonna Disturbed”, og de fastholder stædigt deres lyd med tæt på 0 % variation. Dette virker desværre også til at være den åbenlyse sandhed med albumstarteren ”Hey You”. Det er en vaskeægte Disturbed-metalballade, som du kender det fra andre af deres sange som ”The Light”, ”Land of Confusion” (som er et Genesis Cover), ”In Another Time” med flere

Generelt har mange af deres sange dette lydbillede, hvor versene har klassisk melodiske, tunge Disturbed grooves med nedstemte guitarer, melodiske riffs og faste, hurtige trommerytmer. David Draiman kører sin klassiske vokalstil, hvor han forvrænger sin vokal meget i versene og ofte skifter mellem denne type vokal og sin nærmest store tenorstil. Noget, man for eksempel har hørt på deres cover af ”The Sound of Silence”. Desværre er hans frasering og klang uændret, så alt det, folk har rettet kritik mod og parodieret i mange år, er stadigvæk gældende. Det samme kan også siges om musikken, som forsat spilles i den samme tuning og i de samme takter som for 17 år siden. Så har du hørt pladerne, der kom efter Ten Thousand Fists, som Indestructible (2008) og Asylum (2010), så har du stort set også hørt Divisive.

Der er faktisk en lille undtagelse på pladen, som skiller sig ud. ”Don’t Tell Me”, hvor Ann Wilson fra Heart er med. Sangen er faktisk en blød rockballade, hvor Draimans klang er meget anderledes og lyder meget som ”No Reason to Fight” eller deres helt gamle ”Darkness”. Wilsons kæmpe rockmama vokal klæder faktisk Draimans vokal rigtig godt, og, undskyld sproget, for satan, hvor er det rart med bare én sang, der skiller sig lidt ud fra resten. Absolut noget, bandet bør praktisere mere, som i MEGET MERE! Men udover det, så er resten af albummet altså bare en generisk radiosmøre til MyRock, hvor alle sange bare smelter sammen som en lort på brunt tapet. Normalt plejer produktionen at være helt i top fra Disturbed, men hvem end der synes, lilletrommen skulle være så høj i mixet og hultlydende, burde simpelthen smides for porten.

Verdens tyndeste suppe

Disturbed har for længst fundet og lavet den suppefond, de bedst kan lide, og har kogt suppe på den i snart 20 år. Derfor må det efterhånden være den tyndeste suppe, der findes i verden. På en måde er det sgu charmerende, at selv efter en pandemi, så holder de stædigt fast i deres lyd uden behov for at eksperimentere eller afprøve noget nyt. Det er nemt at forstå, hvorfor de har en supersikker fanbase, for det er trygt at være i deres favn. Du ved altid, hvad du får, og du ved altid, hvem der står til koncerterne. Så elsker man alt, hvad bandet har lavet indtil videre, så vil man også elske dette album. Hvis man bare er pissetræt af Disturbed, så har Divisive nok ikke gjort dig mindre træt. Når man lige så godt kan sætte en anden plade på og få samme indtryk, så er det kun værd at smide et ettal efter, men ”Don’t Tell Me” og Ann Wilson skaber en meget lille variation og gør, at den lige får et kranie mere.