Mens vi venter på det nye album, bliver vi mindet om, hvor stor og monstrøs Dimmu Borgir er

The year of Dimmu Borgir

Dimmu Borgir har ikke forsynet os med et nyt album siden Abrahadabras udgivelse i 2010. Året efter spillede bandet én af deres mest betydningsfulde koncerter i Oslo, Spektrum, med 53 medlemmer fra det norske radio-orkester og 30 medlemmer fra Schola Cantorum-koret. Her, næsten seks år efter, udgiver bandet endelig koncerten på henholdsvis CD og DVD som en slags optakt til bandets længe ventede tiende studiealbum, som efter sigende skulle udkomme inden udgangen af dette år. Så 2017 er i sandhed et år i Dimmu Borgirs navn. Er dette livealbum så ventetiden værd?

Sangene i deres rette element

Det norske black metal-flagskib er kendt for deres storladne symfoniske elementer, og de kommer naturligvis til deres ret på dette livealbum. Alle kanoner var, som sagt, kørt i stilling under denne koncert, og det fornemmer man også, når man lytter til den på den knap så storladne måde. Det hele er meget finpoleret og pænt, og nogle gange tænker man slet ikke over, at det rent faktisk er live, fordi det læner sig så meget op ad studieversionerne af de forskellige sange. Specielt ”Progenies Of The Great Apocalypse” er nærmest 1:1 i forhold til studieversionen. Der bliver ikke tilføjet noget nyt til sangen; den udfolder sig bare, som den er udtænkt. Det har uden tvivl været helt fantastisk at være vidne til, men hér, der mister man lidt fornemmelsen af storhed.

Der, hvor det norske radio-orkester virkelig kommer til sin ret, er på numrene ”The Serpentine Offering” og ”Dimmu Borgir”, som i øvrigt også har fået en instrumental version, så man virkelig kan fordybe sig i den imponerende udførelse, som der er lagt i det. Det er intet mindre end legendariske numre, som er gengivet på dette livealbum, og nogle gange sidder jeg og mangler den her kant, som nogle af numrene har på deres respektive albumversioner. Det bliver sgu en smule for pænt med det her symfoniorkester til tider. Det er uden tvivl utrolig imponerende og storslået, men en sang som ”Mourning Palace”, som uden tvivl er soundtracket til manges ungdom, bliver bare lidt for ”pæn”. Der mangler lidt pondus, fordi der er givet meget plads til lyden af symfoniorkesteret. Jeg savner sgu lidt mere lyd og kraft på de bærende instrumenter. Men hatten af for hvor imponerende tight en performance, det er. Når man tænker på, at der har været tæt på 100 musikere på scenen, så er det ikke meget, der skal til, for at det hele vælter.

Nuvel! Nu vil vi fandme have den koncert!

Der er mange bands, der har gjort kunsten efter og har inviteret et symfoniorkester med på scenen. Dimmu Borgir har bestemt ikke budt på noget banebrydende her, for hvem husker ikke Metallicas legendariske koncert på S&M? Andre black metal-bands har også gjort kunsten efter, nemlig Satyricon. De tilføjede det symfoniske som et nyt element til deres musik, hvilket var ambitiøst, men at ændre på noget, der i forvejen er så godt, ja: unødvendigt. Dimmu Borgir derimod, de fremfører her deres musik, som den er tiltænkt, og det får virkelig musikken til at brænde igennem i sit rette element. Men hvis ikke man var til netop de koncerter, hvor det blev fremført, ja, så er der ikke meget nyt under solen. Livefølelsen er ikkeeksisterende mange steder undervejs, fordi det netop lyder, som det skal, og er en tand for finpoleret. Men hvorom alting er, så er det et meget vellykket og flot livealbum, som bare har været alt for længe undervejs og udkommer i tide til, at Dimmu Borgir-trangen virkelig er stor. Kom så med det studiealbum – og lige så vigtigt: Kom så til Danmark!