Devilment byder dig indenfor til en grotesk og fængslende forestilling

Fra hyggeprojekt til band

Man er ikke i tvivl om, at det er Dani Filth, som står i front for dette band, selvom Dani ikke engang var i tankerne, da bandet blev dannet. Devilment blev dannet i 2001 af Daniel Finch, og Dani Filth blev erhvervet som forsanger, da man havde svært ved at finde en stabil vokalist. Det må man så sandeligt sige, de løste, da Dani aldrig har ligget på den lade side, med konstante koncertturnerer og adskillige albums bag sig med Cradle Of Filth. Første album The Great And Secret Show var et yderst godkendt album, men det viste ikke rigtigt hvilket spor, bandet havde tænkt sig at fortsætte henad, hvis de overhovedet havde tænkt sig at fortsætte, da bandet, efter Danis udsagn, var ment mere som et hyggeprojekt end et seriøst band.

Nu er bandet ude med deres andet album II-The Mephisto Waltzes, og der er sket en masse, både på den musikalske front, men også i bandtruppen, da der er tiltrådt nye medlemmer i lyset af andres fratrædelse. Under alle omstændigheder er det færdige produkt af Devilments andet album yderst positivt.

Torden, måneskin og kinddans med djævlen

Jeg er nødt til at nævne, at jeg for ti år tilbage var stor COF-fan, men de har ikke kunnet bevare min interesse på de seneste albums. Jeg har derfor stor respekt for en mand som Dani Filth, men hans vokal har virkelig ikke været specielt imponerende de sidste par år, og det var derfor uden de store forventninger, og med en anelse frygt, at jeg satte mig til at høre dette album. Hvis du, ligesom jeg, har lidt berøringsangst med Danis vokal, så kan det være, at han kan vinde din interesse igen, ligesom han med det her album har gjort med mig. Hvis du heller ikke havde gjort dig den ulejlighed at tjekke Devilment ud, så er det her album et rigtig godt sted at starte!

Første nummer ”Judas Stein” starter ud sådan cirka, som man nok havde forventet og totalt forudset, men efter et minuts tid begynder nummeret virkelig at tage form. Der er naturligvis en del COF at spore i hans vokal, da det er den teknik, han har benyttet og udviklet igennem sin lange karriere, men den er noget lettere at fordøje. Tempoet på både musik og vokal er skruet tohundrede gange ned i tempo i forhold til COF, og det er en befriende måde pludselig at opleve Dani på. Dette nummer er som resten af albummet, nemlig catchy-as-fuck, men også utroligt dynamisk og tungt. Der gemmer sig nogle utroligt tunge og fede riffs på dette album, som naturligvis har været i hænderne på nogen, der virkelig har haft styr på produktionen. Hele albummet er gennemført, og man kan tydeligt mærke, at der er lagt arbejde og følelse i – det er ikke bare lavet for at blive lavet.

De introducerer samtidig kvindelig vokal, og det fungerer super godt til det gotiske og teatralske tema. Specielt på nummeret ”Under The Thunder” fornemmer man virkelig harmonien mellem de to vokaler, og de supplerer hinanden godt. Igen er jeg nødt til at sige, at det er utroligt forfriskende at opleve Dani folde sig ud på denne måde, og han er uden tvivl den helt rigtige i front for dette band. Hans syngende britiske accent får frit spil, og hans malende og mærkelige historier i form af hans tekster har aldrig været tydeligere. Han kan næsten lyde helt lidende og ulykkelig nogle gange, og det skaber de perfekte rammer for fortolkningen af musikken. Kvindelig vokal, klaver og gotisk rock er jo ikke ligefrem nyskabende, men det kommer virkelig til sin ret hos Devilment.  Lydbilledet viger ikke meget fra teamet og de catchy vers, men tempoet bliver sat en tak op på ”Shine On Sophie Moone” som man sagtens kunne forveksle med COF på en god dag. Der er masser at dykke ned i på dette album, som for eksempel Hitchcock-hyldesten ”Hitchcock Blonde” og den melankolske duet ”Entangled In Our Pride”.

Jeg fristes til at sige 'velkommen tilbage'

Der er mange grunde til, at du burde give det her album en chance og tilsidesætte de fordomme, du måske skulle have. Det er et super lækkert album, som med eneste forbehold er, at det bliver en kende for meget gotik og mystik i det lange løb, men det er en bagatel. Fedt album og overraskende positivt gensyn med en vokal jeg ikke troede kunne genfinde sin egen styrke. Devilment får otte gotiske kranier for denne fængslende forestilling.