Dødsduo fra Toronto
Danny Alessandro og John Massey har været venner i over 20 år og spillet sammen i Deity i omkring 15, men alligevel er Deity deres debutalbum. Danny Alessandro og John Massey, som begge er vokalister og guitarister på albummet, spiller så utroligt hurtigt og hårdt, at det må have været svært for dem at finde en rytmegruppe, der kunne følge med, men der har de været heldige med trommeslager Flo Mounier fra Cryptopsy og bassist Florian Ravet. Med Deity har de sammen lavet en sikker, respektindgydende debut.
Mega knas på næsten fra start af
Deity viser sig som et enormt teknisk dygtigt band, og i sær sangen ”Sacrificium” er en rigtig hjernesmelter, dog vælger de at starte albummet med et to minutter langt instrumentalt klaverstykke, og selvom det lyder godt, kommer det til at virke en lille smule malplaceret, når man sammenligner det med resten af albummet. Det samme gælder også for sangen ”Of Time”, et instrumentalt, akustisk guitarstykke, der er lidt for kedeligt i forhold til resten af albummet, for der er ikke meget melo-død over Deity. Det er ren old school dødsmetal. Til tider kan man også høre Deity hylde det legendariske band Slayer i form af lange, kaotiske, dobbelt-guitarsoloer, og det giver et fedt klassisk strejf til pladen.
“Sacrificium” er sådan en sang, der giver en lyst til at løbe direkte ind i en mosh-pit og gå amok. Den har bare lige de rigtige ingredienser: de hurtige trommer, den intense vokal og så den Slayer-guitarlyd, der kan få ethvert metalhead op af stolen. “Sacrificium” er klart den stærkeste sang på pladen.
Når man hører Deity, kan man godt høre, det var en plade, der var 15 år om at blive lavet. Det lyder rigtig meget som en plade, hvor to gamle musikere ENDELIG fik lov til at lave det den musik, de altid har ønsket sig at lave. 15 år er lang tid at bruge på at finde sin lyd, men hvis det er det, der skal til, venter vi gladeligt.
Nu går der forhåbentligt ikke lige så lang tid næste gang
Nu må man bare håbe, at Deity har fundet magien, så de ikke behøver bruge 15 år på at genfinde den. Det bliver spændende at se, hvad der venter for den canadiske duo. Det bliver især spændende at se, hvem de vælger at tage med som livemusikere, for det kræver virkelig sin mand at følge med den canadiske duo.