Degradead degraderer sig selv til billigt kopiband
Fremtidens metal?
Man må sige, at stockholmske Degradead fik en bedre start på karrieren end de fleste andre småbands, da de under udarbejdelsen af deres debutalbum, Till Death Do Us Apart fra 2008, blev taget under vingerne af ingen ringere end Björn Gelotte, Jesper Strömblad og Daniel Svensson (In Flames/eks-In Flames), der sammen producerede albummet. I den forbindelse tog Strömblad store ord i munden og udtalte i begejstring, at Degradead er ”the future of metal”. Nu, otte år senere, står gutterne på egne ben, og de er klar med deres 5. skive, Degradead – lad os se, om Strömblads postulat holder stik!
Fortyndet svenskerdød
Jeg havde oprigtigt glædet mig til at fornøje mine ører med denne plade, da den svenske melodød – i min bog – er et sublimt felt med formidable kvaliteter. Dog krakelerede min forventningens glæde hurtigt, da jeg efter få numre måtte erkende, at Degradead er en papirtynd version af den ellers tonstunge göteborgscene. De fem fyre kan sagtens komponere musik og kreere nogle sprøde numre, men originalitet skal man altså lede længe efter.
Som konsekvens af denne problematik er det utroligt svært at abstrahere fra tanken om, at disse svenska pojkar mest af alt fremstår som en billig kopi af de store drenge i bl.a. In Flames, Soilwork, At the Gates og Dark Tranquility. Bevares, man må gerne lade sig inspirere og nappe en god idé hist og her, men man er altså nødt til at tilføje lidt nyt blod, ellers bliver det sgu for indspist.
Den kraftige inspiration er åbenlys fra første skæring, "A New Dawn", men bliver ekstratydelig på efterfølgeren ”Afterlife”, hvor jeg i et splitsekund bliver i tvivl, om jeg ved en fejl har smidt en tidlig/midt-ære In Flames-skive på anlægget i stedet for Degradead. Instrumenterne hamrer af sted i en stil meget nær flamme-drengenes, og forsanger Mikael Sehlins beskidte vokal minder om en mere hidsig Anders Fridén. Ser man bort fra dette, fungerer nummeret ganske godt: Det er både hårdt, catchy og energisk. Dog skal man være forberedt på et supermelodisk omkvæd, der er lige på grænsen til at være for radiovenligt. Herefter skrues der en tand op for aggressiviteten, og vi får tracks som ”Victimize” – endnu et tilforladeligt nummer, der desværre er drænet for al innovation. Pladen som helhed kan bedst beskrives som en blanding af disse to slags numre: de meget melodiske og de mere brutale.
Sehlins vokal spiller en stor rolle i svenskernes lydbillede, og til denne må jeg altså sige, at min begejstring er aldeles ambivalent. På den ene side har den beskidte vokal tendens til at blive direkte skinger, og den rene vokal lægger sig ofte på grænsen til flæberi. På den anden side formår Sehlin stedvis at ramme et fedt felt midt imellem Anders Fridén og Björn ”Speed” Strid (Soilwork).
Noget, der nager mig ved denne skive, er den produktionsmæssige kvalitet. Der er en trist tilbøjelighed til, at lyden simpelthen bliver for digital og overfladisk, hvor den burde være saftig og have dybde. Dette påvirker især guitarerne og trommerne, der aldrig rigtig formår at banke igennem og markere sig.
Dødt løb for Degradead
Er du til melodød – og oven i købet den svenske af slagsen – er jeg sikker på, at du vil synes om Degradead. Hvad, jeg dog også er sikker på, er, at denne plade ikke vil berige dig med noget som helst nyt. Det er den samme gamle traver om og om igen. Der er højdepunkter indimellem, såsom ”Afterlife”, ”Neglected” og ”Victimize” samt gutternes stærke sans for melodiøsitet, men desværre når det aldrig at blive memorabelt. Jeg har særdeles svært ved at se Strömblads spådom blive en realitet, for når alt kommer til alt, opvejer det gode blot det mindre gode. Derfor ender vi midt på skalaen og sender en flad femmer mod Sverige.
