Bedre sent end aldrig
Death Yell. Måske kender du allerede det bandnavn, ellers har du i hvert fald muligheden nu. Tilbage i 1988 havde sydamerikanske Death Yell en ret kort periode med succes i metallens undergrund, men på trods af en lovende fremtid, var de i 1991 pludselig væk. Der skulle gå 20 år, før de blev genforenet og udgav Back From the Depths, som en passende titel til deres ankomst tilbage til metalscenen. Nu har de anno 2017 udgivet deres første fuldlængdealbum. Kan de leve op til forventningerne?
Ondt med ondt på
Det var med en vis portion skepsis, at jeg satte Descent Into Hell på. Med et hurtigt blik på tracklisten var jeg ikke helt overbevist om, at dette kunne gå hen at overraske mig positivt. Hele konceptet bag albummet er ondskab som omdrejningspunkt. Bandet har taget springet fra deres fantasi som inspiration til at bruge deres personlige tanker og følelser, hvilket er resulteret i numre, der i det store hele handler om at være ond, omfavne pinslerne forbundet med det og til sidst opnå status som Lucifer selv. Da de første toner af ”Soulless” ramte, var mit førstehåndsindtryk stadig ikke synderligt forbedret. Igennem nummeret bliver det, for mig, en omgang death metal-mudder. Efter min smag sker der for mange ting på de forskellige instrumenter, og det generer mine ører. Man kan så diskutere, om det har sin charme alligevel. Længere ind på albummet bliver dette mudder jævnet en smule ud til noget, der forekommer relativt fornuftigt. Fra ”Cries of the Nazarene” begynder Death Yell at løfte numrene til et niveau, hvor jeg fornemmer meningen i kaosset. Det er muligt, at det er ”minus gange minus giver plus”, der træder i kraft her. En mere fængende form for aggressivitet dukker op rundt omkring på albummet. Med fængende mener jeg, at det er aggressivitet af den kaliber, som især en metal-fan med kærlighed til old school-lyden vil sætte pris på. Personligt er jeg, på dette album, mest fan af guitarpassagerne, der giver mig motorsav-associationer. Det giver den obligatoriske horror-stemning, der passer til albummets helhed, og det er den del, der trækker mest op. Derudover er selve indspilningen rigtig fin, plus man får den rå lyd, som nærmest er uundværlig. Dette er en af de faktorer ved albummet, som indfrier de forventninger, man får, når man skal lytte til et album, der er skabt af et death metal-band med rod i 80’erne.
Trivielt, men udmærket
Det er en plade, der er meget lige til. Det, man ser, er det, man får. Afhængig af hvilken type death man er til, kan dette både være godt og skidt. Det er ikke ligefrem et album, der er præget af nytænkning. Faktisk er det nærmere, som om at Death Yell har forladt 80’erne ombord på en tidsmaskine og i nutiden er fortsat, hvor de slap dengang. De slipper dog ret let fra det, eftersom de har denne status som mere eller mindre undergrundslegender. Jeg synes, at pladen er lidt triviel. Jeg lyttede Descent Into Hell igennem nogle gange, og jeg havde svært ved at finde hoved og hale i det. For mig virker det, som om at Death Yell blot har konstrueret nogle sange for at vise, de er tilbage, og derefter smidt dem tilfældigt på et album. Fra det positive aspekt vil jeg så sige, at langt de fleste af numrene er ganske udmærkede, hvis man ser på dem individuelt, og det trækker pladen op.
