Vi bringer en meddelelse

The Dark Side of the Moon er en kvartet, der består af henholdsvis Melissa Bonny fra Ad Infinitum, Hans Platz fra Feuerschwanz og danske Morten Løwe Sørensen fra Amaranthe. På dette album har de allieret sig med Jenny Diehl på harpe.

Lad os lige slå fast med det samme: Ja, The Dark Side of the Moon er navnet på et album af Pink Floyd. Nej, denne gruppe har intet med Pink Floyd at gøre.

The Dark Side of The Moon forsøger med dette album alt muligt og ingenting. De cirkulerer rundt om mystiske verdener, genindspilninger af berømte soundtracks/titelmelodier fra film og at skrive deres egne numre dedikeret til deres egne helte.

Når man skylder en vennetjeneste

Hvis vi prøver at dykke ned i deres album og kigge på, hvad de kan tilbyde, kan sangen ”The Gates of Time” fremhæves for sit eminente trommespil. Her får Sørensen virkelig lov at spille trommesættet i smadder. Det er temposkift en masse, masser af små finesser og lir fra ham. Det er dejligt med et nummer, hvor man kan høre, at trommerne er trukket frem. En enkelt guitarsolo bliver det også til, og ja, Melissa Bonny synger smukt som en engel, men det er ikke overbevisende. Det er ikke sådan, så man sidder med en wauw-følelse i kroppen og tænker: ”Den kvinde kan noget helt specielt”. Det bliver for fladt.

”Misty Mountain” er sangen, hvor de har inviteret Tom S. Englund (Evergrey) med på sang. Fin duet, men musikken prøver at bygge sig op igen og igen uden egentlig at nå til et klimaks. Igen får vi ca. halvvejs en svedig guitarsolo fra Hans Platz, men det er tamt og noget så trivielt, fordi den ikke tilfører noget nyt. Mest af alt lyder den som et mislykket forsøg på en ny indspilning af ”Take Me Home, Country Roads” med John Denver. På ”First Light” har de lånt moldoveren Rusanda Panfili, der er klassisk uddannet violinist, og ladet hendes smukke violinspil være en del af nummeret. Problemet er blot, at man ikke kan høre violinen ret tydeligt, så hvorfor i det hele taget tage hende med. Igen den samme snart trivielle guitarsolo fra Hans Platz. Det eneste, der fungerer, er det habile og fabelagtige trommespil.

Pladens eneste fungerende nummer er ”The Hanging Tree”. Der er smæk på gryderne lige fra første anslag. Hans Platz spiller for første gang andet end den samme solo. Ja, ja, den bliver også spillet, men udover den er hans guitarspil meget nærværende igennem hele sangen. Det er, som om at der på dette nummer rent faktisk er samspil imellem de forskellige instrumenter.

Lukkeren på albummet er et covernummer af ”Jenny of Oldstones”, der i sin oprindelige form er lavet af Florence and the Machine til serien Game of Thrones. Når man har noget så smukt som en harpist med i bandet, er det synd og skam, at man ikke lader hendes smukke harpespil udfolde sig. Det bliver overdøvet af ligegyldige soli fra Hans Platz.

Pladen bliver et irritationsmoment, når man på samtlige numre og på stort set samme tidspunkt skal høre den samme solo. Det er, som om at Platz har indspillet den én gang, og så er den efterfølgende samplet ind i alle numrene. Man sidder jo nærmest og kigger på tiden og venter på, at den kommer. Hvis man skal sige noget positivt om denne lukker ”Jenny of Oldstones”, så er det, at vi endelig får Melissa Bonnys growl at høre. Det er skønt at høre hendes stemme gå fra mezzosopran direkte over i growl. Hvorfor i alverden vi ikke må høre dette på andre numre end lukkeren, er mig en gåde. Når man har med så talentfulde musikere at gøre, er det direkte synd, at man ikke kan hæve sig og virkelig vise, hvad man kan. Det bliver for mainstream og noget, der er hørt alt for mange gange før.

For meget af det gode

Fungerer det? Det korte svar er nej. Det er nogle meget dygtige og talentfulde musikere, vi har med at gøre, men dette album, Metamorphosis, dur altså ikke. Hvad der startede som en intern udfordring mellem Melissa Bonny og Hans Platz, burde have været forblevet en intern udfordring. De vil for meget med samtlige numre, der kører i samme rille. Det er det samme guitarriff, der bliver brugt i samtlige numre, og det er udelukkende i de sidste to numre, at vi får Melissa Bonnys growl at høre. Det eneste, der ikke rigtig kan sættes en finger på, er Sørensens eminente trommespil. Han spiller (som altid) som en drøm, og det er befriende. Brugen af gæstemusikere og sangere er en tand for meget. Man kunne med fordel have skåret markant ned på gæstesolisterne og arbejdet mere intensivt på variation i musikken.