The Evil Elvis is Back

Den gode Glenn Danzig, som går under det borgerlige navn Glenn Allen Anzalone, er en mand med et noget bemærkelsesværdigt cv. Han har gennem tiden kastet sig over et utal af musikalske projekter med stor succes i punkrockbandet Misfits og det selvbetitlede band Danzig, der peakede i 90’erne. Han plejer ikke at ligge på den lade side, når det kommer til at kaste sig over nye projekter, og det er bestemt heller ikke tilfældet her, når han på bemærkelsesværdigvis fortolker Elvis på (næsten) godt og ondt. Det er nemlig både pinefuldt, livsbekræftende og meget mystisk.

Mere rumklang, tak

Danzig, den efterhånden gamle traver, hvor du aldrig helt ved, om du vinder i lotteriet eller ej, og det virker heller ikke til, at heldet er med denne gang. For når ”Evil Elvis” fortolker The King of Rock’n’Rolls bagkatalog, står det soleklart, at det ikke er for lytterens fornøjelses skyld, men derimod hans egens. Heldigvis er de fleste af numrene på under tre minutters spilletid, og som pladen skrider frem, kan man altså glædeligt tælle ned, til albummet er slut. For der er virkelig ikke særlig mange højdepunkter at komme efter på dette album. For det første, hvilket også var problemet på forrige coveralbum Skeletons, er produktionen exceptionelt dårlig. Der er et total mismatch mellem det instrumentale og vokalen. Vokalen er simpelthen overbefængt med så meget rumklang, at det lyder som et dårligt setup ude på badeværelset, hvor han på bedste vis har påført godt med hårpomade, inden han påtager sig crooner-rollen som Evil Elvis. Men med al ære og respekt er det da befriende, at Danzig selv ærer og ynder sine inspirationer uden at have noget at bevise, for kendinge og fans af manden selv kender jo udmærket til hans bedrifter og talenter.

Hvis vi skal dykke lidt ned i albummet, er der håndplukket 14 coversange, som spænder fra den inderlige ”Is It so Strange” til rock’n’roll-traveren ”Baby Let’s Play House”. Disse to numre beskriver ret godt, hvad der går galt på dette album. Førstnævnte formår slet ikke at centrere sig om den nærhed og følelse, som nummeret ellers emmer af. I sidstnævnte er der alt for meget genklang på vokalen, og selvom det er i stil med originalen, så overskygger den fuldstændig det instrumentale i sangen, og det går hen og fungerer som baggrundsstøj. Bedst fungerer det på ”Pocket Full of Rainbows” hvor det instrumentale supplerer vokalen fornuftigt, og der kommer ikke et særligt fokus hverken vokal eller instrumentalt, og det glider ganske fint sammen. Det kunne man savne lidt mere af på resten af pladen. Der er dog en ting, der er særdeles bemærkelsesværdigt. For på nummeret ”Like a Baby” er det, som om tiden bliver skruet ti år tilbage, og den kære Glenn lyder forfriskende og utrolig godt. Jeg ved ikke, om det skyldes, at det er en gammel produktion, de har hevet op af gemmerne, for det er da pudsigt, at han lyder så markant bedre og anderledes på netop dette nummer, men et højdepunkt er det.

Tilbage til 60’erne

Nu er albummet skredet igennem, og det var en blandet fornøjelse. Man kan dog alligevel ikke lade være med at rive sig med ind i dette forunderlige univers. En tidslomme med Glenn Danzig i hovedrollen, der står som Elvisimitator og synger på en tom 60’er-bar oplyst af kulørte lamper og en jukeboks. Og det opsummerer meget fint, at dette album må være en hyldest til hans store inspiration, om man kan lide det eller ej, så pointen om, at man ikke skal lave ”covernumre” bare for at lave ”covernumre”, holder altså ikke her, for det er sgu totalt i orden – selvom det ikke er helt vellykket.