Cyril Achard er en dygtig fransk guitarist, der spiller forskellige former for rock, jazz og fusioner derimellem. Musikken på hans nye udspil "Violencia" er instrumental halvheavy, moderat progressiv rock, der skiftevis får mig til at tænke på Paul Gilberts solomateriale, Joe Satriani, Chris Polands gamle soloskive "Chasing the Sun" og Mattias "IA" Eklundh (Freak Kitchen). Sidstnævnte især på det humoristisk betitlede "Saint Hetfield".

"Violencia" er indspillet med tre spor: Et til trommerne, leveret behændigt af Eric Lebailly, et til bassen, der håndteres af Franck Hermany, og et til guitar. Jeps - én guitar, ingen overdubs. Den skrabede produktion giver albummet en dejlig intim atmosfære, og Achards lidt mørke, beherskede tone i soloerne gør, at man faktisk godt kan have albummet kørende i baggrunden, mens man laver noget andet.

Samtidig må man dog sige, at Achard ikke føjer noget bemærkelsesværdigt nyt til mængden af instrumentale guitar-rock-skiver, og "Violencia" er ikke en skive, jeg længes voldsomt efter at få lov at høre igen, når den er slut. Men tjek Achards trio ud, hvis du ikke kan få nok instrumentalrock.