Stadig nye i felten

Det er bandets andet album, siden de debuterede tilbage i 2015. Og setuppet er det samme som på deres første skive med trommeslager Tobias Gustafsson og bassist og vokalist Erik Rundqvist som de to "kendte" fra bandet, da begge har erfaring fra Vomitory (90'er-band med fokus på horror og brutalitet). De prøver ihærdigt fra start, må man sige, og de første ti minutter har da også potentialet til at virke ganske hæsblæsende i form af forskellige growl, men det bryder bare ikke rigtigt igennem, og man sidder med følelsen af, at der da må komme noget mere.

Overraskelser... Eller mangel på samme

Denne følelse fortsætter desværre albummet igennem. Der er ingen overraskelser i sammenspillet eller nogen former for imponerende riffs eller soloer, jeg vil mene er værd at vende tilbage til. Bandet selv har i tidligere interviews fortalt, at de stræber efter et lyrikunivers, hvor hovedtemaerne er død, gore og forskellige måder at slagte på. Og ja, den del lever de op til. Deres tekster er dystre og brutale og ikke den slags, man sætter på som vuggevise til en femårig, lige før sengetid. Så på netop tekstområdet rammer de inden for det, de havde i tankerne fra start.

Ikke et koncertband!!

Hvis man skulle være fristet til at komme af sted og lytte til disse svenske herrer live, skal man vente længe. De har ikke haft det store udbud af koncerter, og kigger man frem, ser det ikke ud til at ændre sig foreløbigt. Bandet selv har udtalt i et interview tidligere på året, at de heller ikke har planer om en Europaturne. Så har du lyst til at lytte til dem, må du tage til nabolandet og håbe på at løbe ind i et af de få shows, de giver. For mit vedkommende løber jeg dog ikke ligefrem over broen, jeg venter gerne nogen år. Alt godt kommer til den, som venter. Er det ikke det, man siger?