Cryptopsy har sammen med bl.a Kataklysm sat standarden for den ret så ekstreme og brutale canadiske grind-dødsscene, der blomstrede op gennem 90'erne. Udgivelser som debuten "Blasphemy Made Flesh" fra 1994 og den efterfølgende geni-streg "None So Vile" fra 1995 satte virkelig standarden for hvordan man skabte et brutalt univers af teknik og hurtighed.
Ser vi bort fra genudgivelsen af det gamle demo-materiale på "Ungentle Exhumation" fra 2002 og live-skiven "None So Live" fra 2003, er det hele fem år siden at vi sidst hørte et nyt studiealbum fra den kant, i form af "And Then You'll Beg". Udover de nævnte udgivelser har bandet brugt tiden på at finde den rette forsanger efter at såvel Mike DiSalvo, der medvirker på "Whisper Supremacy" fra 1998 og "And Then You'll Beg", og Martin Lacroix, der kun nåede at medvirke på "None So Live", igen har forladt bandet. Valget er imidlertid faldet på den gamle originale sanger Lord Worm, der som bekendt var med fra start og til og med "None So Vile". Og hvad har Cryptopsy så at byde på anno 2005, med "Once Was Not"? Jo, endnu en opvisning i brutalitet, teknik og hurtighed tilsat en masse underfundige og finurlige detaljer, der fjerner Cryptopsy langt, langt væk fra den sædvanlige meter-vare grind-død, man desværre hører alt for tit. Cryptopsy er i en klasse for sig. Læg især mærke til den geniale grydebanker Flo Mounier, der, i nærmest blærrøvsagtig stil, forener teknik og hurtighed i et massivt lydbillede. Det er ren verdensklasse. Det er så tight, så hurtigt og teknisk at der er svært at fatte. I min bog er Flo Mounier nok den bedste, mest tekniske og hurtigste trommeslager jeg endnu har lagt øre til. Den massive mur af lyd, som man finder på "Once Was Not", er skabt af Sébastian Marsan. Han har virkelig forstået at fremhæve de tekniske detaljer, uden at det er gået udover det rå, brutale og massive indtryk, pladen meget gerne skulle efterlade hos lytteren. Cryptopy er tilbage i storform - ingen tvivl om det!
Nu er Cryptopsy ikke den slags band der henvender sig til det brede publikum, og for mange vil Cryptopsy ganske enkelt lyde som det rene (u)musikalske nonsens, eller ligefrem "skrækkeligt (u)organiseret larm", for lige at bruge en af de sædvanlige fordoms klichéer vi metalfolk jo må lægge øre til i ny og næ. Men for os tilhængere af denne ekstreme form for musik, er "Once Was Not" en klar klassiker!
Kommentarer (3)
Mr_Rotten
Indlæg: 48
Jeg tror man skal være
Jeg tror man skal være trommeslager for virkeligt at værdsætte denne skive, for synes trommerne fylder hele lydbilledest og guitarene drukner totalt og Lord Worm er ikke den fedeste sanger i verden. I mine øjne er "Whisper Supremacy" klart ledestjernen på Cryptopsy-himlen. Men smag og behag. rock on!
Jimbolic
Tidligere anmelder
Indlæg: 67
Tror at dette allerede er med
Tror at dette allerede er med på min top ti for dette år..Lidt hurtigt måske, men det er fanme tight.. og til folk med den hang til tråd, tag og tjek dem på tur her til forår, det er det værd, du kommer aldrig til at se sådan en trommespiller igen live..
Mr_Rotten
Indlæg: 48
Pladen udkom sidste år hvis
Pladen udkom sidste år hvis du ser på udgivelsesdatoen. Men må sgu godt nok erkende igen det ikke er min kop te. Men kan man lide den her skive, så bør man helt sikkert også tjekke bands som Origin og Decrepith Birth ud!