Sejltur på ukendt hav
Det japanske electronicore-band Crossfaith er ude med deres femte studiealbum, AЯK. Et band, der siden deres begyndelse i 2006 har gjort det til deres stil at blande metalcore med elektronisk musik. Det er en kombination, der deler vandene – og med god grund, for det er en speciel kop te. Men når Crossfaith formår at smelte de to modsatrettede genrer sammen og derved får musikken til at gå op i en højere enhed, så er det vanvittig fedt. Som da de spillede på Copenhell i 2018 og fik skabt en voldsom intensitet, vildskab og energiudladning gennem deres musik. Anmeldelsen af koncerten kan læses her.
Denne oplevelse udebliver desværre på deres nyeste udspil, AЯK. Hvor de virkede til for alvor at have fundet deres lyd på udgivelsen EX_MACHINA fra 2018, er de mere eksperimenterende på dette album. Personligt elsker jeg, når et band udvikler sig og afprøver nye veje i deres musikalske lydbillede, men alt skal ikke afprøves på én gang.
En rodet ark med huller i skroget
På albummets 11 numre og knap 36 minutter er der udover de selvskrevne metal- og electronicore-dele i hvert fald seks andre genreelementer, der kommer i spil. Ikke på én gang, bevares, men fordelt på forskellige numre. Disse tæller blandt andet 80’ersynth, reggae, deathcore, pop og techno i bedste The Prodigy-stil. Og hvis så ét nummer var holdt i én genre, så kunne det måske godt fungere – som intronummeret ”The Final Call”, der egentlig er et hardstyle-nummer, men et fedt et af slagsen, der fint sætter stemningen for resten af pladen: Det er hurtigt, hårdt og voldsomt. Men når det er enkelte dele af sangene, det drejer sig om, uden at genretilføjelsen bidrager med noget positivt til numrene, så roder det virkeligt i det resterende lydunivers, Crossfaith trods alt formår at opbygge.
På nummeret ”Warriors”, hvor det japanske alternative metalband SiM er med som featuring, er der et regulært reggaestykke. Det føles malplaceret og virker, som om stykket er kastet ind i nummeret uden grund. Det bidrager i hvert fald ikke til andet end rod i lydbilledet. På numrene ”ZERO”, ”HEADSHOT!” og ”L.A.M.N.” formår Crossfaith at gøre dét, de er bedst til, nemlig at blande det elektroniske med metalcore, hvor det rent faktisk holder og fungerer. Det er bare synd, at det er så få numre, at dette gør sig gældende på. Der er virkelig smadder på de her numre, og de elektroniske elementer komplementerer den hårde og voldsomme metalcorelyd. Bandet formår at kombinere disse to genrer, så de føles som helt naturlige medspillere. ”Canopus”, som er skivens bedste nummer, har vibes af klassiske metalcorebands som The Ghost Inside eller Miss May I: de hårde vers, hvor vokalen råbende skærer igennem de fræsende guitarer og det voldsomme trommespil, kombineret med et clean omkvæd, der sparker røv og alligevel har en vis følsomhed over sig.
Der, hvor deres eksperimenterende stil fungerer, er på de to stille numre ”Night Waves” og ”Afterglow”. Her er tempoet helt nede, hvilket ikke ligner bandet. Men det klæder dem! Dog ligger begge numre lige før pladens afslutningsnummer. Grundet det høje tempo i de resterende sange så kunne de med fordel have været fordelt anderledes, så man som lytter havde fået to korte pusterum i løbet af pladen i stedet for ét langt til sidst.
En skude, man godt kan undvære
Alt i alt er AЯK et album, der bærer præg af et rodet og forvirrende lydbillede grundet de mange genreindslag og manglende fokus på helheden i lytteoplevelsen. Et band, der vil for meget, uden rigtigt at få det forløst. Der er enkelte fine numre imellem, men det er ikke numre, der blæser lytteren bagover af forundring eller nyskabelse. Kort sagt: et velspillende band med masser af ideer, som udmunder i en udgivelse, der med garanti hurtigt er glemt.
