Mindre krinoline, mere læderbuks

Black metal bandet, alle black metallere elsker at hade, er tilbage med deres 12. album, og selvom alt umiddelbart er ved det gamle, er der dog alligevel nye strømninger i spil. Det forekommer mig denne gang mere ”tilgængeligt”, rent musikalsk, end deres tidligere udgivelser, der har været lidt en tilegnet smag. Der er skåret ind til benet på Cryptoriana,  dog uden at der er gået på kompromis med indholdet. Måske er det blevet mere strømlinet, end det plejer, for der er skruet ned for den, for Dani, typiske skingre vokal, noget der gjorde, jeg  i sin tid valgte Cradle of Filth fra. Det er stadig umiskendeligt dem og selv uden Dani, tror jeg, jeg havde kunne genkende dem, bare på musikken.

Noget nyt, noget gammelt, noget lånt...

Er de så blevet mindre teatralske siden sidst /altid? Visuelt, nej. De har, gennem årene, bevaret deres gotisk-nekromantiske anlagte trang til horror og religion, og deres fascination af Byronsk og victoriansk okkultisme er stadig velbevaret og kommer faktisk rigtig godt til udtryk på det her album - som er meget mindre dramaturgisk over-the-top end sædvanligt. Der er fin balancegang mellem det brutale og det sofistikerede på Cryptoriana, og det er lykkes dem at bevare den helt særlige Cradle of Filth-lyd uden at gentage sig selv – noget en del nichebands godt kunne lære lidt af.  Pladens absolutte højdepunkt er ”Wester Vespertine”, et tungt, hektisk og umiskendeligt Cradlenummer, på godt og ondt. For hvis man ikke er glad for Danis distinkte stemmeføring, er det her et band, der er overordentligt svært at holde af, i hvert fald hvis man ikke kan forene det med deres velspillede og velproducerede og ganske udmærkede musik.

Der er skruet ned for det skrigeriet i forhold til tidligere udgivelser. Til gengæld er der masser af hvinende guitarer på titelnummeret, og parret med de langsomme trommer og det dystre kor  er det en glimrende repræsentant for de stilistiske modsætninger, der atter mødes og trækker lytteren med ind i et univers af indviklede tekster og en romantisk tilgang til metal. Det er svært ikke at blive revet med, og jeg får stærke associationer til Dusk And Her Embrace, et album, der var med til at cementere min kærlighed til metal – af den teatralske og overvældende variant. Begge disse albums spiller på samtlige tangenter, men hvor ”Dusk...” er mere dyster og dragende, er Cryptoriana et friskt pust og faktisk meget mere heavy metal-inspireret, end jeg havde forventet, noget, der er med til at gøre pladen, som helhed, langt mere lyttervenlig. De har 11 albums i rygsækken forud for det her, hvoraf jeg har ikke ofret så meget opmærksomhed på ti af dem, som de sikkert har fortjent. Men med det her album føler jeg, at Cradle og jeg atter har fundet melodien.

Afvigerne blandt afvigerne

Cradle of Filth er hverken trve eller kvlt. De har fået på puklen i mange år af et stort og kritisk publikum, men heldigvis er der flere fans af konceptet end modstandere, for det ville være ærgerligt at skulle give afkald på æstetisk black metal, der beskæftiger sig med seksuelle afvigelser og monsteret i mennesket. Det er bombastisk, opulent og teatralsk; alle de ting de har fået høvl for de sidste 25 år. Og de er stadig skideligeglade med, hvad du mener om deres musik. De brød ud af undergrunden for at få deres musik ud til så mange som muligt – dødssynd nummer ét i visse kredse, og det er stadig ikke velset at ”indrømme”, man hører Cradle, i disse kredse. Men man kan ikke løbe fra, de har delt tronen med Dimmu Borgir i mange år, som et af de mest udskældte og populære black metal bands, og med det her album er der ikke udsigt til, de bliver afsat lige foreløbig.