Tre vokalister og en trommeslager går ind på en bar

Når man slår Coronatus op de forskellige steder, er der faktisk ikke et band i øjeblikket. Der er Mats Kurth på trommer, Carmen Lorch og Gaby Koss som sopranstemme og Mareike Makosch som clean vokal. Det kan man ikke nødvendigvis kalde et band - måske mere en form for symfonisk sammenslutning acapella med rødder i powermetal, der drager ud i landet og fortæller alskens mærkelige historier.

Alligevel kom der et album ud af det.

Det er jo ikke en svingdør, men et sæt salondøre

Coronatus opstod i 1999, mens det første album udkom i 2007. I al den tid, frem til i dag, har der været 30 forskellige musikere inde over. At forsøge at finde ud af hvem der har været med på hvilket album, og hvem der har sunget hvor og i hvilken konstellation, kræver mere koncentration end at samle en Stjernekrydser i Lego. Så jeg springer let og elefant hen over den del og fokuserer på, hvad vi har at arbejde med lige nu og her.

Som nævnt er der tale om tre kvindelige vokaler, der hver især har deres område, og noget så spøjst som den samme trommeslager siden begyndelsen. Indover har man en række studiemusikere til at håndtere de andre instrumenter og den mandlige vokal. Gad vide, hvad de vil gøre ved live forestillinger? Nok om det.

Det at de leger med tre kvindelige vokaler og en enkel mandlig vokal, giver en underlig sammenblanding af, at der skal være plads til alle på forholdsvis kort tid. Det kan godt gøre lytteren en smule forvirret, fordi man skal holde styr på så mange forskellige stemmer, og finde ud af, hvem der repræsenterer hvad i hvilken sang. At der samtidig er flere situationer, hvor stemmerne skrider ud af tonen og man næsten skærer ansigt over, at det kunne få lov at komme med på pladen, gør oplevelsen endnu værre.

Bevares, musikken er tro mod dens genre, og der er den fart, der skal være, og fra tid til anden fungerer stemmerne i samhørighed, som de skal, men der er alt for mange perioder, hvor stemmerne skal fungere alene, og det går ikke. Albummet er samtidig bygget op på den måde, at det retter sin opmærksomhed mod både den internationale scene, men også den hjemlige tyske, idet tre ud af de ni sange er på tysk, mens resten er på engelsk. Jeg synes personligt ikke det fungerer. Der bør vælges et sprog og så kører albummet på det. Der er intet galt i at lave et album på det sprog, man har det bedst i, f.eks. tysk, men det bør ikke blandes på denne måde.

"Dur ikke!" sagde kongedatteren. "Væk!"

Gennemgående er Secrets of Nature ikke noget at råbe hurra for. Faktisk er der meget lidt godt at sige om det - det skulle lige være musikken, som bliver sat meget i baggrunden af de skingre og underlige vokaler, der slet ikke fungerer hver for sig. Sammen har de en lille fordel, fordi de kan gemme sig mellem hinanden, men helhedsoplevelsen bliver sønderbrudt af vokalernes individuelle præstation. Til dette kan jeg ikke præsentere andet end tre kranier.