The Color Morale skruer ned for farvepaletten og afleverer et blegt og kedeligt 5. album
Fornyelse, tak
Der er for mig ingen tvivl om, at metalcore og post-hardcore hurtigt er blevet et par udtrådte genreprædikater, der er svære at rokke ved. Feltet oversvømmes konstant med nye bands, men alligevel er det de færreste, der for alvor bryder barrieren. Et band, der siden 2009 har gjort et hæderligt forsøg på at ændre statistikken, er amerikanske The Color Morale, og med fire plader i rygsækken melder de sig nu på banen med deres nyeste kreation, Desolate Divine.
Den musikalske moralprædike
Leder du efter en anstændig kandidat til at nappe metalcore-innovationsprisen anno 2016, er du gået grueligt forkert – for lad det være sagt med det samme: Denne plade indeholder ikke ét eneste gram originalitet eller nyskabelse. Snupper du en snas The Word Alive, We Came as Romans, Pierce the Veil og Memphis May Fire, putter det i den store musikblender og giver det et godt spin, er Desolate Divine den klumpede, ensfarvede masse, du efter 30 sekunders rotation er efterladt med. Dermed ikke sagt, at skiven ikke fungerer – for den gør den skam – den er bare pokkers forudsigelig og tømt for ethvert strejf af selvstændighed.
Balladen stopper desværre ikke her, for problemerne med opfindsomhed og diversitet fortsætter udi de enkelte sanges struktur og støbning. I stedet for at gøre noget vildt og vovet følger de kære amerikanere den sikre plan og holder sig stramt til den stereotype metalcore-opskrift, der efterhånden må siges at være tyndslidt. De farverige moralister bringer intet nyt til bordet, men satser i stedet på velkendte elementer såsom alterneret ren og beskidt vokal, storladne melodier i spandevis, et par breakdowns og en god portion sing-along, der får selv de generte til at synge med. Alt sammen på den vante måde.
Når dette så er sagt, og mit blodtryk i øvrigt er faldet til et behageligt niveau, må jeg også påpege, at pladen trods alt indeholder en håndfuld – omend ret anonyme – ganske fine numre, hvoraf de tre første skæringer, ”Lonesome Soul”, ”Clip Paper Wings” og ”Walls”, står stærkest. Især sidstnævnte formår virkelig at skabe en både melankolsk og energisk stemning, der er ret interessant.
Et andet højdepunkt er uden tvivl tekstskrivningen, der fungerer rigtig godt. Vi er langt ude ovre ’hjerte-smerte-rim-og-remserne’, og traditionen tro tør moraledrengene berøre svære problemer såsom psykisk sygdom og skrøbelige sind. Emnerne behandles med respekt, der går ikke flæberi i den, og budskabet er altid pænt og positivt. Pluspoint for det.
Sidst, men ikke mindst, er der et solidt samspil mellem de to vokalister, og især clean-sanger Garret Rapp gør et godt stykke arbejde. Han er bestemt en dygtig sanger, og hans stemme er utrolig flot – måske endda for flot.
Gråt i gråt
Efter at have været i fint selskab med Desolate Divine i en uges tid føler jeg mig mildest talt splittet. På den ene side irriterer det mig grænseløst, at drengene gang på gang kopierer sig selv og andre bands i feltet, men på den anden side er resultatet ganske vellydende, og jeg kan ikke sige mig fri for at have nynnet med på en sang eller to. Pladen som helhed fanger mig dog aldrig, og gutterne har særdeles svært ved at opretholde min opmærksomhed gennem skivens 42 minutters spilletid. Det er ikke en dårlig plade, den er bare dødkedelig. Derfor ender vi på et fesent 5-tal.
