De andre tre vise mænd
Det er nemt at se pionererne som vismænd fra en svunden tid, der skabte metalgenrerne for derefter at forlade jorden i så meget desto mere fordærv. Men mange af nævnte pionerer er her faktisk stadig; Cianide, for eksempel, har spillet deres buldrende dødsdoom siden 1988 – længe nok til at gå fra pionerer over old-school og til kult-legender. Da EP’en Unhumanized blev udgivet 27. december, kom det som lidt af en overraskelse, og siden jeg ikke havde et stort kendskab til amerikanerne førhen, var det et glimrende påskud til at lære dem at kende.
Næsten som det skal være
”Sofistikeret” har, så vidt jeg ved, aldrig beskrevet Cianide, og amerikanerne er heller ikke ude på at genfinde noget som helst. ”Serpent’s Wake” åbner kortvarigt med et usædvanligt hårdt riff og sætter ellers tempo på fra start. Perun lyder skræmmende morderisk som altid, og efter at have hørt ham, undrer jeg mig over, at hans navn ikke nævnes oftere og med større bæven. Sangen bevæger sig gennem flere tempo- og riffskift, førend titelsangen tager over med en tung og ustandselig march. Nummeret raller doom i hvert enkelt riff og slag, og selv svenskerstykket midtvejs lyder mere tungt end noget andet. Produktionen er gangbar, selvom jeg ofte ønsker Peruns vokal længere frem i lydbilledet og savner den organiske varme fra de tidligere albums.
Men det spørgsmål, alle sidder med, er naturligvis: hvordan er riffene? Og det svar, jeg personligt sidder med, er: Både og. Sangene er som regel fyldt med riffs, men de virker nemmere og mindre slagkraftige end på f.eks. A Descent Into Hell. Éntoneriffingen hersker allerede på åbningsnummeret, selvom midtersektionen retter op på det med tung doom. Midternummeret ”Weapon of Curse” står svagest på albummet, da et lidt for effektløst riff får lidt for meget af spilletiden. ”Traitors” samler albummet op bagefter med endnu en solid dosis af Cianides svenskerindflydelse, som er sjov, så længe den varer. Som hovedregel mangler riffene den samme morbide mindeværdighed, som opbyggede Cianides status, og som sikrer, at folk taler om dem her 30 år senere.
Kompetent
Cianide kender deres kernekompetencer, og de holder sig til dem. Som sådan er Unhumanized det rigtige album til den trofaste fan. Jeg selv, på den anden side, har været på opdagelse i amerikanernes diskografi og er blevet væsentligt mere imponeret over Second Life og A Descent Into Hell. Kompetencer afholder dog Cianide anno 2019 fra at skabe noget direkte kedeligt, og der er adskillige grunde til at give Unhumanized chancen.
