Søvngængeri

Der er ingen tvivl om genren hos Cardiac Arrest: Old school dødsmetal som Death, Autopsy og Bolt Thrower kan lide det, men heller ikke så meget mere end det. Når man, som Cardiac Arrest, har eksisteret siden 1997, har man en del erfaring og ret godt styr på sin genre, hvad enten den er dødsmetal, fræs eller en helt anden genre. Derfor sidder genretrækkene på rygraden, men det kan også blive lidt for indøvet.

På A Parallel Dimension of Despair lyder det, som om bandet har skrevet, indøvet og indspillet albummet i søvne og udelukkende har kørt på genretrækkene fra helt standard old school dødsmetal.

God produktion, men intet enestående

Fra albummets start lyder tonerne af god, gammeldags dødsmetal og det, der præger albummet mest, er velskrevne sange og god produktion. Dog er der intet nyt, ingen gimmicks, intet overraskende og bare generelt intet specielt ved A Parallel Dimension of Despair, hvilket er ærgerligt.

Identitetsløs præstation

Som nævnt er Cardiac Arrest ikke ligefrem et nyt band, men skiven her lyder som en flok helt unge mennesker, der lige er begyndt at spille dødsmetal, uden at have fundet sig selv i genren endnu. Sangene på A Parallel Dimension of Despair er generelt mixet rigtig godt med vokaler alle de rigtige steder og gode melodier, og trommerne ligger, som de skal, men der er intet enestående ved pladen.

Det bedste øjeblik på pladen er sangen ”When Murder is Justified”, som har rigtig lækre riffs og generelt stærke guitarer. Derudover viser trommerne og bassen på nummeret ”When the Teeth Sink in”, at bandet har talent og øre for musikken, men alt i alt er det bare slået en lille smule fejl på A Parallel Dimension of Despair.