Fra Antium til Australien
Selvom Caligulas Horse har sit navn fra kejser Caligulas mest kostbare besiddelse, nemlig hans hest, er bandets musikalske udgangspunkt langt fra de antikke romerske riger og gladiatorkampe. I stedet befinder vi os i den vilde og uforudsigelige australske outback, hvor Jim Grey (vokal), Sam Vallen (guitar), Josh Griffin (trommer) og Dale Prinsse (bas) ihærdigt forsøger at skabe så mange spidsfindige og uforudsigelige riffs som muligt. Den australske kvartet debuterede med Moments from Ephemeral City tilbage i 2011, men det var opfølgeren The Tide, the Thief & River’s End, der for alvor fangede min opmærksomhed. Albummet smeltede progressiv, alternativ metal og rock sammen på en sanseløs måde, og nummeret ”A Gift to Afterthought” var en sand øjenåbner. Nu står vi overfor deres sjette udgivelse Charcoal Grace, som bedst kan beskrives som et tveægget sværd - hvor den ene side er kejser Caligula værdig, hvorimod den anden side er sløvere end en trækniv uden takker.
Feedback-sandwichen ingen vil have
For at være bundærlig er begyndelsen og afslutningen af Charcoal Grace fænomenal. Desværre halter midtersektionen, hvilket fører os ind i den velkendte ros-ris-ros formel, som vi alle er stødt på (højst sandsynlig på arbejdspladsen). Hvis vi starter med at se på højdepunkterne, så er indledningsnummeret ”The World Breathes With Me” et mindre mesterværk. Det klokker præcist ind på 10 minutter, og demonstrerer selvstændigt den perfekte kulmination af Caligulas Horses styrker, når de lykkes med alt det, de vil. Nummeret opbygger langsomt momentum og kendetegnes af skæve takter og toner, som perfekt fletter sammen. Der er en varieret vokalpræstation, og det sprudler af guitarsoli og meningsfulde breakdowns, som især metalcore-genren er kendt for. Ligeledes imponerer ”The Stormchaser”, som lever op til sit fabelagtige navn ved at fremstå som en følelsesmæssig hvirvelvind af instrumentkombinationer og tempoforandringer. Her viser australierne tydeligt deres kreativitet, og ikke ét sekund føles tørlagt for inspiration. Pladens sidste nummer ”Mute”, der strækker sig over 12 fantastiske minutter er ligeledes imponerende og cementerer det faktum, at Caligulas Horse er gode til at danne lydbilleder, som udvikler sig over tid. Disse tre numre alene udgør 27 minutters gennemført musik, men desværre er de seks numre imellem af svingende kvalitet, hvor der sagtens kunne være trimmet en del væk fra spilletiden på 61 minutter.
”Sails” er et glimrende eksempel på dette, og nummeret er båret af en irriterende træg rytme, der aldrig rigtig kommer i gang. Det hjælper på ingen måde, at nummeret kommer efter de fire numre, som samlet bliver kaldt ”Charcoal Grace”, der er tiltænkt som fundament for pladen. Det er første gang, at Caligulas Horse har forsøgt sig med dette koncept, men desværre lever numrene ikke op til tidligere klassikere, og det føles progget blot for at være progget, uden dybde. Produktionen er også for første gang problematisk, i og med at Jim Greys vokal virker unødvendigt lav. Hans stemme går ofte tabt i instrumentlydene omkring ham, og det er en skam, da Jims vokal ellers er kendt for sin mangfoldighed.
Rent lyrisk beskriver Charcoal Grace det lurende og spændende element, når død, stilhed og stilstand indtræffer, og reflekterer over, hvornår nok er nok? Hvor meget skal der ske med vores jord, før vi indser, at der skal tænkes anderledes? Eller bliver vi draget af dens undergang? ”The World Breathes With Me” stiller sågar spørgsmålstegn ved, om det blot er menneskets natur? ”So this is who we are, forced to want to watch the sorrow, the short leash and the led, the suicide, the addict, the voyeur, the dead”. Lyrikken er brutal og giver stof til eftertanke, især i denne tid hvor alle arbejder hårdt på at forbedre jordens vilkår.
To sider af samme sag
Charcoal Grace er et album, som rammer målskiven, men som også taber sværdet efterfølgende og skærer storetåen af sin sidemakker. Kan man godt være skuffet, selvom man giver et album seks kranier? Absolut. Jeg havde håbet på mere fra et af mine personlige favorit prog-bands, men må tage mig til takke med 66% fantastisk musik og 33% fumlen efter grebet. Charcoal Graces lange flotte kompositioner som ”The World Breathes With Me” og ”The Stormchaser” brillerer, men desværre er titelnummeret, som er spredt ud over adskillige numre, ikke helt så spændende, som det burde være.
