Belgiens bedste ukendte eksportvare
Den belgiske trio Brutus er et band, som er fløjet under radaren for mange i lang tid. Trods Unison Life, der er Brutus’ nu tredje plade, er bandet stadigvæk forholdsvis ukendt de fleste steder. Det er derfor ikke forkert at kalde denne betagende trio for Belgiens bedste ukendte eksportvare. Spørgsmålet er nu, om Brutus med den nye plade formår at få verden til at få øjnene op for dem.
Et band i harmoni
Unison Life viser allerede gode takter ved introen ”Miles Away”, som kun drives af synth og en vokal med en del reverb. En yderst smuk atmosfærisk og dragende intro. Det er derfor noget af et skift, når der slås over i næste sang, ”Brave”, som starter med en melodisk, hardcorelignende intro. Forvrænget melodisk guitarriff, hurtige drumfills med hurtige, bestemte slag på lilletrommen, mens resten af sangen bevæger sig mere i et spænd mellem post-rock og post-hardcore. Vokalen går i alt fra bløde toner til råbende, sidstnævnte i ægte hardcorestil. Hele den seance med de to første numre er en yderst lovende start på albummet, fordi bandet lader til at have flyttet sig musisk, hvor de er blevet bedre til at opbygge en atmosfære, som kan komplementere det fremragende stykke vokalarbejde.
Mixet og produktionen sidder også lige i skabet, hvor der gives den rigtige plads til alle instrumenter og vokal, og til den helt store begejstring, så lader de ”fejlene” være, når Mannaerts stemme knækker i ægte Sia-stil. Det er vigtigt af to årsager. Det gør, at albummet ikke føles alt for poleret, og det får også sangene til føles store, følelsesladede og ægte. Det giver en form for autenticitet og nærvær, som virkelig kun få plader kan gøre.
Unison Life er smækfyldt med mindeværdige øjeblikke, men nogle sange, som er værd at sætte spot på for at forstå albummets helhed, er ”Victoria”, ”Dust” og ”Desert Rain”. Førstnævnte har en klar mainstreamlyd, yderst melodisk med en shoegaze-atmosfære. Det er fremragende sangskrivning, som er catchy som bare pokker, og ”Victoria” indeholder klart en af albummets flotteste vokalpræstationer. Så er der førstesinglen, ”Dust”, hvor der er fuldt tryk på fra start til slut, store segmenter med hardcore-agtige rytmer krydret med noise-rock og shoegaze-elementer. Her blæser Mannaerts igennem med den hæse del af sit vokalspektrum. Det er en meget stærk sang på den instrumentale front med masser af temposkift og godt håndværk på melodifronten. Bandet virker bare som en mere sammentømret enhed efterhånden, og det har absolut givet mere dybde og kompleksitet til lydbilledet. Det virker, som om trioen på denne treer har fundet formlen på, hvordan de bedst spiller på alle deres styrker, hvilket sidstnævnte sang, ”Desert Rain”, også er et bevis på. Passende lukker denne, mere end seks minutter lange sang, albummet. Det er en sang, som spiller på alle de elementer, de gør godt på hele albummet. Det er stort, det er følelsesladet, fyldt med temposkift, atmosfære og velbalanceret mellem flere forskellige genrer.
Styrke i samstemmighed
Unison Life er på mange måder lige præcis det album, som man havde håbet på, at Brutus ville skabe. Et album smækfyldt med højdepunkter og god sangskrivning. De spiller endelig på alle de strenge og styrker, de har. Bandet har udviklet sig musikalsk, det er tydeligt – men har tydeligvis også fået en bedre forståelse af hinanden. Unison betyder enstemmigt, og det er belgierne absolut blevet på dette tredje album. Vigtigst af alt, så har dette album ikke en sang, som bare falder helt igennem. Alle numre er stærke, og dermed står albummet rigtig stærkt som enhed. Dette har været deres store problem førhen, for gode sange har de altid kunnet lave, men det høje bundniveau har manglet. Barren er blevet hævet væsentligt med Unison Life, og Brutus bør have åbnet verdens øjne nu.
