Kombinationen af tegneserie og metal
Metal-legenden Bruce Dickinson er utvivlsomt bedst kendt som værende forsanger for Iron Maiden. Hans popularitet var så stor, at kritikken væltede ned over det engelske band, da Blaze Bayley overtog vokalposten på både The X Factor og Virtual XI. Fans håbede inderligt på, at Bruce ville vende tilbage til Iron Maiden, og som vi alle ved, gjorde han det kort tid inden at bandet udgav Brave New World i 2000. Det overses dog ofte, at Bruce i denne periode udgav nogle ret spektakulære soloalbummer, herunder Accident of Birth og min personlige favorit The Chemical Wedding. Nu har Bruce igen slået pjalterne sammen med Roy Z, der ikke kun leverer guitar og bas, men også agerer producer på albummet. The Mandrake Project er dog ikke kun et metalalbum; nej, Bruce har også frigivet en imponerende tegneserie, der levende og engagerende omfavner store dele af albummets lyrik. Tegneserien kredser om den geniale professor Lazarus, der forsøger at bringe sin far tilbage til før han fik konstateret Alzheimers. I denne proces inddrager han sociopaten Dr. Necropolis og den gotiske sygeplejerske Leah, der sammen bruger mere tid på seksuelle ritualer end på deres arbejde. Det lyder ret vanvittigt, og den nærmeste sammenligning man umiddelbart kan drage, må være Dethklok, der også formår at kombinere tegneserien Metalocalypse med deres musik.
Størstedelen er fedt
Lad os først få én ting på det rene. The Mandrake Project er et markant bedre album end Senjutsu nogensinde ville kunne blive selv med omhyggelig redigering. Der er mindre navlepilleri, og Bruce udstråler mere kreativitet, frihed og mod, end man de sidste mange år kunne spore hos de dygtige gutter i Iron Maiden. Ironisk nok genkendte mange præcis disse kvaliteter, da Bruce udgav det fantastiske album Tyranny of Souls i 2005. The Mandrake Project tager nemlig chancer, og man kan kun have respekt for en mand, der stadig brøler med fuld kræft efter at have overvundet tungekræft. Albummet indeholder mange overraskelser, og det første nummer ”Afterglow of Ragnarok” er en utrolig stærk indledning med lækre riffs og en overbevisende melodi i omkvædet. Bruce holder ikke igen, og hans vokal lyder betydeligt bedre end den gjorde på Senjutsu. Bruce har selv udtalt i et interview, at kræftoperationens indvirkning har givet hans stemme forøget rækkevidde – og den køber jeg. Men det hjælper også væsentligt, at produktionen denne gang sidder lige i skabet. Der er blevet lagt vægt på at fremhæve hans stemme i mixet, samtidig med at trommerne har den helt rigtige balance forrest.
Skæringen ”Ressurection Men” viser tydeligt, at Roy Z er tilbage ved roret i fin form. Nummeret indledes med en latinamerikansk inspireret guitar og udvikler sig langsomt til en modent konstrueret rocksession, der ivrigt skiller sig ud fra mængden. Midt på albummet finder vi ”Eternity Has Failed,” en alternativ version af ”If Eternity Should Fail” fra Book of Souls, som jeg kan forestille mig, kommer til at dele vandende. Denne version er en anelse tungere, men lyder til gengæld bedre produktionsmæssigt. Og dog. For nummeret savner i den grad Nickos trommer fra 2015-versionen. Oprindeligt var nummeret tiltænkt The Mandrake Project, men adskillige medlemmer af Iron Maiden blev så vilde med nummeret, da de hørte det, at det blev valgt som åbning på Book of Souls. ”Shadow of the Gods” er dog pladens ubestridte højdepunkt .Det er en episk fortælling, hvor grundmaterialet fra tegneserien træder tydeligt frem, og fortæller om kærlighed, livet efter døden, genopstandelsen og ikke mindst verdens undergang – som mennesket er ansvarlige for ifølge Dr. Lazarus. Nummeret er alsidigt, lyrikken er kreativ som bare pokker – og det føles episk, netop fordi numrene forinden er anderledes. Senjutsu forsøgte i sin tid fejlagtigt, at gøre alle numrene episke – hvilket betød at ingen af dem endte med at være det. Den fejl begår The Mandrake Project heldigvis ikke!
Der er dog også lidt huller i facaden, som trækker helhedsoplevelsen ned. ”Face in the Mirror” er et vagt rocknummer, der midtvejs træffer den uheldige beslutning at inkludere Bruces egen stemme som baggrundskor til hans egen vokal. Det er særdeles akavet, og lyder mildt sagt ikke særligt vellykket. ”Sonata (Immortal Beloved)” er også en svag afslutning på albummet, som strækker sig over knap ti minutter. Der mangler i den grad retningssans, og det tager både for lang tid om at komme i gang, og for lang tid at slutte.
Lad os håbe at dette ikke er det sidste soloalbum fra Bruce
Bruce har allerede antydet, at han er ivrig efter at forsætte The Mandrake Project og se, hvor langt eksperimentet kan føre ham – og det er jeg positivt stemt overfor. Selvom albummet til tider ikke når op på niveauet af Bruces bedste soloalbum (den ære tilfalder The Chemical Wedding,) så er det uomtvisteligt det mest imponerende, vi har hørt fra legenden i mange år. Værket udstråler kreativitet, Bruces stemme er skarp, og det er gribende som bare pokker. Hvis du allerede har sikret dig billet til Copenhell 2024, kan du allerede nu begynde at glæde dig til at opleve The Mandrake Project, når Bruce indtager scenen d. 19/06.
