Blodhævn på Black Metalsk

Norske Blodhemn er ikke et band, jeg har brugt megen tid på forud for denne anmeldelse. Jeg har stiftet bekendtskab med dem via diverse fora, men de har aldrig rigtigt ramt mig. Nu er det blevet tid til bandets 3. fuldlængde og den første siden 2014. Blodhemn er et enmandsband, Invisus hedder manden bag, men har dog en flok sessionsmusikere til liveoptrædener. Skiven her er i øvrigt mixet af Øystein Brunn fra Borknagar. Mit første indtryk af skiven var fint, der spilles på alle de rigtige tangenter, når vi snakker norsk black metal. Der er ikke tale om necro black metal, og pladen er pænt produceret. Der thrashes derudad i stor stil, og der er mange af gode riffs, men …

Der mangler noget… eller også er der for meget

Jeg er stor, som i meget stor, fan af den tidlige norske black metal. Jeg elsker den måde det norske sprog bliver brugt og syntes, det passer perfekt til den kolde udgave af stilen. Blodhemn ligger i umiddelbar forlængelse af denne stil, og jeg burde hoppe på, men af en eller anden grund gør jeg det ikke for alvor. Et af mine store ankepunkter er vokalen. Invisus hyler og skriger, som man nu engang bør i black metal, desværre syntes jeg ikke, hans fraseringer er særlig tydelige, og flere gange kunne han ligeså godt synge på kroatisk. Det er svært at adskille ordene, og det går i mine ører ud over flowet. Det er ”værst”, når der spilles hurtigt - der kommer vokalen til at lyde som en lang hyletone. Det fungerer i det hele taget bedst for mig, når Blodhemn sætter farten lidt ned og fokuserer på de mere stemningsfulde dele. Rundt omkring på skiven eksperimenterer Invisus også med noget mere rocket materiale, der får mig til at tænke på et band som Kvelertak, og de dele kal han bare droppe lige nu, hvis det stod til mig.

Tag til helvede!

Det bedste nummer på skiven hedder Dra te helvete, her fanger Blodhemn mig virkelig for alvor. Det rummer også en mere rocket del, men her passer det ind som fod i hose, da resten af nummeret har så meget krudt i bagdelen. Kunne bandet/manden have lavet flere numre i den stil, så havde min interesse også været øget betydeligt, men de andre numre på skiven trækker lidt i en anden retning. Der er dog, som før skrevet, masser af fede riffs fordelt rundt om på skiven, og er man til stilen, kan det sagtens tænkes, at man vil sætte mere pris på ”Mot Ein Evig Ruin” end en hvis gammel mavesur anmelder.