En ting der irriterer mig virkelig meget, er de dér albums hvor der kun er ca. halvdelen af numrene som man kan lide. Og jo bedre den fede halvdel er, jo mere irriteret bliver man. "Lead Us To Reason" har så sandelig kostet mig megen irritation og frustration, idet jeg virkelig nyder den, men samtidig også hader at de ikke kan holde den fede stil igennem hele albummet.

Canadiske The Black Maria spiller emo. Og når man lytter til første nummer, “The Memento", tænker man, at her er man sgu faldet over et rigtig fedt band. Men ak, man skal ikke længere end til andet nummer, før tempoet faldet og det bliver en omgang blødsødent klynke-emo. Desværre er der en tendens til at tempo og kvalitet hænger ligefrem proportionalt sammen. Alle de numre som spilles i et pænt tempo er faktisk rigtig fede og det er bare pisse ærgerligt at de langsomme numre skal ødelægge denne skive med ellers så gode ideer.

Af numre der bestemt er værd at lytte til kan nævnes: "The Memento", "Our Commitment’s A Sickness", "The Distance From The Bottom", "Mirrors And Cameras" (et af de mindre langsommere numre som faktisk fungerer fedt), “Sirens" og mit favoritnummer “Rats In The Prison" hvor den fantastisk Keith Buckley fra Every Time I Die, er med som gæstevokalist.

Der er for mange kedelige og ligegyldige numre, efter min mening. Men er man også til langsomt standard emo, vil man muligvis finde stor nydelse i denne skive.