Syv måneders venten

Black Curse blev annonceret til sidste års Killtown Death Fest uden én eneste udgivelse. Bookerne stolede simpelthen på medlemmerne, som da også stammer fra veletablerede navne som Blood Incantation, Spectral Voice, Khemmis m.fl. Koncerten blev desværre præget af mindst ét Spinal Tap-øjeblik, men musikken gav smag på meget mere. Debutdemoen, Endless Wound, skulle angiveligt være udkommet kort før festivalen, men det lykkedes mig aldrig at støve den op. Her syv måneder senere – det længste, jeg har ventet på noget album – står deres fuldlængdedebut for døren. Det er tid til at se om debuten er ventetiden værd.

Én variant af vold

For mit vedkommende kan blackened death aldrig blive for voldsomt, men Black Curse samler ufortrødent handsken op. Feedbackstøj lover snarlig ødelæggelse i albummets spæde sekunder, og løftet legemliggøres straks i et trioliseret blastbeat i midtertempo. Det tilhørende riff følger trop, og hvad det ikke har i kompleksitet, har det i rendyrket vrede.  Vokalen skiftevist raspes, hviskes og hyles af Gravetorn (Abysmal Dimensions, Spectral Voice), og hans præstation albummet ud er naturligvis glimrende. Lydbilledet er pakket til rammerne med de støjende guitarer, men der er på én eller anden måde udmærket plads til både trommer og vokal; alting er så tydeligt, som det skal være.

Musikken på Endless Wound adskiller sig fra det meste dødsmetal – og fra det meste musik i det hele taget – ved fortrinsvist at bruge lineære udviklinger. Numrene benytter sjældent gentagelser af genkendelige figurer, i stedet er musikken simpelthen en storm af vold og had, som vi foretrækker det. Temposkift forefindes nærmest overalt, foranlediget som de er af en morderisk præstation fra Antinom alias Zach Coleman (Dominion, Khemmis, TRVE Brewing Co.) på trommerne. Bassen, som svinges af Kolontyrsky (Blood Incantation, Spectral Voice), lyder så absolut fæl og har sine fremtrædende øjeblikke. Endelig svinges leadguitaren af Campos (Primitive Man), som bidrager med særdeles støjende soloer og effekter for at forstærke albummets i forvejen voldsomme karakter.

Black Curse er naturligvis veteraner inden for ekstremmetal, og som sådan er Endless Wound også en fornem opvisning i dødsmetal. Til gengæld er det strengt taget ikke en mindeværdig plade, da riffene i det store hele fordeles mellem hadsk lydende powerakkord-riffs og dybe tremolo-riffs med pludselige hug op i lysere toner. Jeg er stor fan af begge dele, men de udgør sjældent et sublimt album alene. Afslutningsnummeret ”Finality I Behold” låner mol-tonerne fra black metal til at skabe albummets mest genkendelige riff, simpelthen fordi det er meget anderledes end resten. I en lignende stilart opnår f.eks. Grave Miasmas Endless Pilgrimage dét, jeg savner fra Black Curses debut; primært ved større variation.

Ventetiden værd

Endless Wound er et godt debutalbum af black/death; evigt voldsomt, hadefuldt, hamrene, dunkende, rivende og hvirvlende. Der er ingen egentlig kedelige stunder, da bagmændene fint forstår at drive sangene støt fremad, og kun hænger fast af valg. Til gengæld er der få virkelig mindeværdige passager, idet navnlig riffene består af de samme elementer fra begyndelse til afslutning. En varm anbefaling til fans af hadsk blackened death metal, og ligeledes en opfordring til at være klar når gruppen følger op.